Pinligt for dansk gangster

Der er stadig billetter til Brancos relativt små debutkoncerter på fredagens Summer Days i Roskilde

Branco alias Benjamin Cimatu under en optræden ved Danish Music Awards i fjor. Foto: Ritzau Scanpix
Branco alias Benjamin Cimatu under en optræden ved Danish Music Awards i fjor. Foto: Ritzau Scanpix

Branco er et af landet allerstørste musiknavne lige nu. I hvert fald på Spotify og hitlisterne.

Til gengæld har rapgangsteren svært ved at sælge koncertbilletter.

Branco leverer karrierens første soloshows på Roskilde Festivals nye tiltag Summer Days i morgen fredag, og det er stadig muligt at købe sig adgang til både koncerten om eftermiddagen og aftenen.

Der er blot 1000 billetter i salg til hvert show, når Branco debuterer.

Hans seneste album, 'Baba Business 2', har ligget nummer et på den officielle chart i hele otte uger, men hans fans foretrækker åbenbart at lytte til favoritten på streamingtjenesterne frem for scenekanten. 

Tilfreds programchef
Summer Days åbner i aften med blandt andre sangerinden Erika de Casier, og der er ikke udsolgt til premieren på Roskilde Festivals intime koncertkoncept på Dyrskuepladsen.

Arrangementrækken, der er en nedskaleret erstatning for aflyste Roskilde Festival, strækker sig fra torsdag til søndag i både denne og den kommende uge. Mens koncerterne med Jung, Tessa og Suspekt næste weekend for længst er udsolgt, er der i skrivende stund fortsat billetter til blandt andre Joyce og Sulka nu på lørdag og søndag.        

Roskilde Festival kan melde udsolgt til Tessas to koncerter under Summer Days. Foto: Ritzau Scanpix
Roskilde Festival kan melde udsolgt til Tessas to koncerter under Summer Days. Foto: Ritzau Scanpix


Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, har følgende kommentar til billetsalget:

'Vi er rigtig godt tilfredse med billetsalget. Der er pt. udsolgt til alle shows i uge to og ganske få ledige billetter til den første uge. Før vi i sidste uge fik mulighed for at øge kapaciteten i uge et fra 800 til 1000 gæster pr. show, havde vi udsolgt til 13 af de 14 Summer Days-begivenheder.

Det kan sommetider være svært at gå i salg igen med billetter til begivenheder, der allerede har været meldt udsolgt. Især når vi er så tæt på start og ovenikøbet midt i en periode med studenterfester og fodbold-EM.

Vi vidste på forhånd ikke med sikkerhed, hvordan coronaen har påvirket koncertgæsternes lyst til at være sammen med andre mennesker igen. Men vi er positivt overraskede over den store interesse og glæder os bare til at tage imod gæsterne i de intime rammer.'

Roskilde Festival sælger normalt 80.000 partoutarmbånd i forsalg til landets største festival, som vender tilbage næste sommer.

Brancos manglende evne til at trække folk til Roskilde i stor stil er ikke hans største fadæse den seneste tid. I februar afslørede Ekstra Bladet, at rapperen hives i retten efter kaotisk konkurs.

Branco og kollegaen Gilli - rapduoen har høstet stor succes med albummet 'Euro Connection'. Foto: Sony
Branco og kollegaen Gilli - rapduoen har høstet stor succes med albummet 'Euro Connection'. Foto: Sony