ET STORT BRYGGERI er blandt hovednavnene på alle landets festivaler. Også i Tønder. Men lige meget hvor mange Tuborg - eller Guinness - man hælder ned, så mister man aldrig fornemmelsen af, at man er på Tønder.

SOMMERENS SIDSTE festival er nemlig noget ganske særligt, og kulturinstitutionens 42. udgave var endnu en mindeværdig årgang. Alle andre steder går alting hurtigere og hurtigere, men i Tønder holder man heldigvis stadig et adstadigt tempo. Både sandalerne og hovederne kan følge med. Det er en fornøjelse.

DE MANGE DYGTIGE musikanter flytter til gengæld fingrene ligeså hurtigt som på Copenhell. Det generelle niveau var ikke svimlende højt i år. Men det var solidt. Og Rosanne Cash leverede en storslået koncert, der løftede helheden.

Cool Cash: Sådan skal det gøres

PLEJER DØDE I Tønder for et par år siden, da festivalen fik ny ledelse. Det historiske arrangement lever nu i en fornyelsesproces, der har dyb respekt for traditionerne. På Tønder dækker begrebet folkemusik efterhånden også over gospel, honky tonk og soul.

DET ER BLEVET realistisk at drømme om, at festivalen i en nær fremtid kan rumme eksempelvis Los Lobos, Dwight Yoakam og Ry Cooder, der ellers falder lidt udenfor Tønders gammelkendte koncept. Men teltpælene er flyttet.

Det var satans: Festival blev frelst

DER ER MANGE fordomme om festivalen. Blandt andet at alle gæsterne er i oldingealderen. Det passer ikke, men der er noget om snakken. Og snakke det gør de. Selvom musikken spiller.

SOM TEENAGERE på Roskilde har oldtimerne også et grotesk behov for at fotografere alting og ingenting. Det er desværre en myte, at Tønders publikummer er mere lydhøre. De burde stikke piben ind lidt oftere. Hvis de altså røg pibe. Den fordom passer heller ikke.

MEN DET ER rigtigt, at Tønder Festival er noget særligt.