Annonce:
Annonce:

Rangleklods: Fem plader der ændrede vores liv

Den danske electropop-duo fortæller om en håndfuld album, der har fået fundamentet til at ryste

Albumaktuelle Rangleklods har på flere planer foretaget et kvantespring med deres andet udspil 'Straitjacket'. Foto: Robin Skjoldborg
Albumaktuelle Rangleklods har på flere planer foretaget et kvantespring med deres andet udspil 'Straitjacket'. Foto: Robin Skjoldborg
Annonce:
Følg Musik
Følg DK MusikNYT

Fra et være et soloprojekt for Esben Nørskov Andersen har Rangleklods på deres andet album udviklet sig til at være en duo, der også tæller sangerinden Pernille Smith-Sivertsen. Fornemme 'Straitjacket' udsendes i dag og sommeren over kan duoen opleves live på diverse festivaler, bl.a. i Roskilde og Skanderborg. Vi har i den anledning bedt Esben og Pernille om at pege på fem album, der har gjort en forskel for dem.

Esben:

The Beach Boys: ’Pet Sounds’ (1966)

Annonce:

 - Pet Sounds har haft en fast plads på toppen af min ‘all time favourites’-albumliste i mange, mange år. Det er en vanvittigt smukt komponeret og visionært arrangeret plade. Pladen indeholder så mange idéer og udtryk, som Brian Wilson formåede at samle til ét værk. Det har, siden jeg hørte albummet første gang, været en enorm inspiration for mig. Jeg tror, jeg var 17 eller deromkring. Jeg kommer et helt særligt sted hen, når jeg hører den, og kommer i tanke om voldsomme forelskelser, gode og dårlige oplevelser i mine sidste år i barndomsbyen Rønde. Byen ligger på en bakketop på Djursland, og jeg ser de forskellige udsigtspunkter meget klart for mig, når jeg lukker øjnene med f.eks. ‘God Only Knows’ i ørene. For et par år siden fandt jeg en collectors edition af ’Pet Sounds’, hvor der var 70 minutter med acapella optagelserne. I ‘Sloop John B’ omkring 1:30 inde i sangen er der en vokalharmoni, der fuldstændig slog benene væk under mig, da jeg hørte den første gang. Jeg begyndte at græde med det samme, fordi det var så smukt. Så hårdt har musik sjældent ramt mig. Alle burde høre de fem sekunder minimum én gang i løbet af deres liv.

 

Pernille:

Alanis Morisette: ’Jagged Little Pill’ (1995)

Annonce:

 - Jeg foretog det dristige valg at kaste mig over Alanis Morisette i 5. klasse, midt i Spice Girls-æraen. Vi lavede playback-shows i min klasse, og jeg havde faktisk stor succes til at starte med, hvor jeg optrådte som Mariah Carey med sange fra ’Music Box’. Men så opdagede jeg Alanis og faldt for hendes fantastiske plade ’Jagged Little Pill’. Det er et album med virkelig slagkraftig sangskrivning, og jeg kan huske, at jeg ikke følte, jeg nogensinde havde hørt noget lignende. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig hørt rock, og springet fra Maria Careys polerede og poppede udtryk til dette grungede univers virkede meget kraftfuldt på mig. Jeg var i grunden nok meget eftertænksom og følsom, og jeg kunne virkelig kanalisere noget af den energi ud ved at lytte til hendes musik. Det var noget andet på spil end med Spice Girls og Backstreet Boys. Nå, men jeg forsøgte mig altså med headbang-stilen til de her playback-shows i min klasse, og jeg måtte se mig selv blive overhalet indenom af den nye Spice Girls-gruppe, der overnight havde etableret sig - uden at have haft mig til audition. Det var på en måde en meget svær tid, hvor jeg mærkede, hvordan det føles, at være udenfor og ikke helt forstå spillereglerne for, hvordan man gør sig populær. Men på den anden side var dette album også indgangen for mig til at gøre musik til noget dybt personligt og til noget, der i høj grad definerer mig som menneske. Det var her jeg begyndte at gå på biblioteket og låne i stakkevis af cd’er og udforske mange forskellige genrer og perioder i musikhistorien, fordi hendes sange lærte mig, at der er meget mere og andet end det, der er populært lige nu. 

 

Pato: Fem plader der ændrede mit liv

Esben:

The Field: ’From Here We Go Sublime’ (2007)

Annonce:

 - Axel Wilner, som fyren bag The Field hedder, står for den elektroniske plade, jeg nogensinde har hørt, der besidder mest sjæl. Der er så meget solskin og mørke i det her album - hele følelsesregistret. Jeg fandt albummet i sommeren 2007, og hørte det på repeat indtil oktober. Jeg havde endda en drøm, hvor jeg mødte bandet (jeg vidste ikke noget om, hvem The Field var på det tidspunkt) i Øgadekvarteret i Aarhus. Vinduet til deres studie var åbent, og jeg kiggede ind og spurgte, om jeg ikke lige måtte komme ind og høre, hvad de var i gang med. Det indvilligede de i, og det jeg husker bedst, er, at de spillede et track for mig og satte en phaser (en lydeffekt) på, som fik mig til at blive skudt ud i universet i en spiralform. Det betød, at jeg i mange år ikke kunne bruge phaser-effekter i mine egne produktioner, fordi de skuffede mig fælt hver gang og langt fra skød mig ud i universet. Det vilde er, at jeg siden har fundet ud af, at hele albummet er lavet i et mega simpelt Linux-baseret program uden noget som helst studiegear. Og det er et perfekt eksempel på, at budget og gear på ingen måde er ensbetydende med et godt resultat - det eneste der betyder noget, er kvaliteten af idéerne og få det bedste ud af det, man har. Jeg havde en latterlig lille boombox fra Aldi, som jeg tog med ned i Botanisk Have, og sammen med mine homies sad jeg og kiggede på piger, der gik forbi, mens albummet spillede. Det var en opperen sommer.

 

Pernille:

Portishead: ’Dummy’ (1994)

Annonce:

 - I mine tidlige teenageår begyndte jeg for alvor at nørde albums. Jeg lånte fra begge mine storebrødres samlinger, hvor den ene fodrede mig med 60-70’er rock og soul og den anden med gangster-hiphop og R’n’B. Jeg lånte en dag som 14-årig ‘Dummy’ af sidstnævnte. Han anbefalede den vist til mig. Selvom det på det tidspunkt var nogle år siden, den var blevet udgivet, havde jeg aldrig hørt om Portishead før. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld. Det støvede, dovne og syrede univers med Beth Gibbons engleagtige vokal ramte et eller andet i mig, som gjorde, at jeg begyndte at drømme om selv at skrive musik en dag. På det tidspunkt sang jeg i kor, spillede saxofon og var lidt af en pæn pige i skolen. Portishead var så beskidt og tungt, og jeg elskede det. Det var noget modstridende i forhold til mine øvrige interesser, men jeg opdagede, at jeg havde en dyster og melankolsk side - som i den grad fik frit løb i teenageårene, der fulgte. Jeg begyndte at lytte til mere hiphop, grunge og rock. I grunden gik det vel egentlig op for mig, at jeg meget bedre kunne identificere mig med mere kantet musik. Og så er Beth Gibbons mit ubestridte vokale forbillede. At kunne formidle noget så sart og dybtfølt på en bund af tunge, beskidte beats, er noget af en bedrift. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg sang med på f.eks. ’Sour Times’ og levende forestillede mig at stå på en stor klub et sted og spille koncert. Denne plade plantede uden tvivl et frø.

 

Lorenzo 'Guf' Woodrose: Fem plader der ændrede mit liv

Esben:

Talking Heads: ’Remain in Light’ (1980)

Annonce:

 - ’Remain in Light’ er en pænt ny opdagelse for mig. Så vidt jeg har forstået, er pladen et resultat af David Byrne og Brian Eno, der i 1980 omarrangerede en ellers færdig Talking Heads-plade, der var ved at blive skrottet. Noget resten af bandet efter sigende ikke var særligt tilfredse med. Men det var den rigtige beslutning, for der sker noget magisk i måden pladen snubler frem på. Især ‘Houses in Motion’ og ‘Born Under Punches’ er åndssvagt gode sange. De føles til tider, som om de er klippet op, og det inspirerede mig til at sample os selv på ‘Straitjacket’. Jeg samplede splitsekunder af sange, vi droppede, og vokalindspilninger vi tidligere havde optaget, og omformede dem til synther, bærende harmoniske elementer og percussion. Groovet på ’Remain in Light’ var også en stor inspiration for os. Det ligger et sted imellem et rock-groove og et opklippet hip hop beat - et sted vi også ofte går efter at ramme. Jeg hørte pladen første gang lige omkring, da Daft Punk udgav deres seneste album, som virkelig ikke var min kop te. De prøvede så sygt hårdt på at være funky, men det hele lød på bare på mig som en øvelse i at lave lækker studielyd med dyre musikere. På ’Remain in Light’ er der funk og groove, så det driver, men det er beskidt og punket på samme tid. Jeg har tumlet rundt til privatfester til de her sange lige siden. Det er det første og som regel det sidste, jeg forsøger at trumfe igennem på fest-playlisten.

 

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Populært i Ekstra Bladet+

Annonce:

Mest læste lige nu

Nej, Mette - Danmark kan ikke mere nu
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

Det bedste fra Ekstra Bladet+

Mest læste fra den seneste uge

Annonce:
Annonce: