Man kan ikke ligefrem sige, at det vrimler med kendte danskere blandt publikum på Tinderbox i Odense.
Men nogle få har der dog været - blandt andre hitmageren Remee, der både i går og i dag har brugt tid på den nystartede festival.
I går lagde han rosende ord ud på Instagram om festivalens elektroniske scene, MagicBox, der er opbygget mellem to svømmepøle i Bolbro Friluftsbad.
'So proud of my buddy Peter Kjær for doing the best club stage ever in DK', skrev han, ligesom han lagde et billede ud fra koncerten med Major Lazer.
Formiddagen i dag, lørdag, brugte den populære 'X Factor'-dommer ifølge sin Instagram-profil på at hente sin datter, Emma, på efterskolen i Oure på Sydfyn.
Derefter drønede de tilbage til Tinderbox, hvor de sammen med Skype-milliardæren Janus Friis så odenseanske Mø fyre sine hits af.
Gruppen stod dog ikke ude blandt de andre publikummer, men i et afspærret område ved siden af scenen.