Rockkrigen raser: Volbeat-sag granskes af styrelse

Konkurrencestyrelse undersøger spektakulær sag om ni mediers boykot af rockbandet Volbeat

Frontmand i Volbeat, Michael Poulsen, er drivkraften bag landets største band, der nu er part i en opsigtsvækkende sag om konkurrenceforvridning. Foto: Finn Frandsen
Frontmand i Volbeat, Michael Poulsen, er drivkraften bag landets største band, der nu er part i en opsigtsvækkende sag om konkurrenceforvridning. Foto: Finn Frandsen

En sprængfarlig sag, der kan begrænse pressefriheden og udløse millionbøder, bliver behandlet på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontorer den kommende tid.

Styrelsen sendte tidligere i september en skrivelse ud til ni nyhedsmedier, heriblandt Ekstra Bladet, efter medierne i sommer boykottede rockbandet Volbeat ved to lejligheder.

Der advares om, at boykotten kan udløse en bødestraf, hvis styrelsen finder, at den var i strid med konkurrenceloven.

Udelukket
Sagen trækker tråde tilbage til sommeren 2017, hvor Volbeat-folk ikke akkrediterede Ekstra Bladet og metalsitet Devilution til deres udsolgte koncert i Parken.

Det er normen, at anmeldere og journalister kan få adgang og stillet arbejdsfaciliteter til rådighed til koncerter.

Se også: Fadæse: Volbeat lyver om nedtur

Udelukkelsen af Ekstra Bladet og Devilution, der igennem årene begge har givet Volbeat med grovfilen i spalterne, gjaldt kun disse specifikke medier.

Ni musketerer
Afvisningen af Ekstra Bladet og Devilution fik en række nyhedsmedier til at gå sammen i fælles front med krav om lige vilkår og retten til at skrive kritisk - også om landets største band.

Senere underskrev ni medier en såkaldt musketer-ed, der resulterede i en fælles boykot af Volbeat ved to lejligheder i år.

Første gang i juni, hvor Volbeat afviste Ekstra Bladets anmodning om akkreditering til bandets koncert i Ceres Park i Aarhus, og anden gang en måned senere, da Volbeat specifikt ikke udleverede et anmeldereksemplar af deres seneste album, ’Rewind, Replay, Rebound’, til Ekstra Bladet og Devilution.

Musketer-edens underskrivere

Ekstra Bladet, Information, Devilution, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Poplish, Blastbeast og Gaffa.

Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen, kalder sagen absurd.

- Jeg har i min tid som chefredaktør på Ekstra Bladet modtaget mange mærkelige mails.

- Det her er nok en af de mere absurde, jeg har fået.

- Det er dybest set Ekstra Bladet, som er blevet krænket, siger han.

Omvendt logik
Han understreger, at boykotten af Volbeat var en reaktion på, at bandet udelukkede Ekstra Bladet.

Selvom han ser på sagen med hovedrysten, kan han være bekymret for en eventuel afgørelse.

- Hvis afgørelsen i denne sag falder ud til styrelsens fordel, vil det betyde, at konkurrencelovgivningen står over en fri og uafhængig presse, som ellers bør være selve grundstenen i vores demokrati, siger han.

Ekstra Bladets advokat kan ikke udtale sig i sagen. Advokaten har sendt et svarskrift til styrelsen, som nu skal vurdere, om der skal bruges ressourcer på at træffe en afgørelse.

Volbeat har ikke svaret Ekstra Bladets henvendelse om en kommentar.

Styrelse: På eget initiativ

Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Søren Bo Rasmussen er tilknyttet de ni mediers sag.

Han fastslår, at styrelsen har taget sagen op på eget initiativ.

- I det her tilfælde er det vores egen overvågning.

- Vi har ikke modtaget klage fra nogen som helst - heller ikke fra Volbeat.

- Vi plejer ikke at oplyse om det, men det kan jeg godt trygt gøre i denne sag. Det er almindelig praksis for os at følge med i udviklingen i samfundet, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ekspert: Styrelse har ikke en god sag

Morten Nissen er som partner i advokatfirmaet Bird & Bird specialist i konkurrenceret.

Han understreger, at han ikke kender til alle sagens detaljer, men på baggrund af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens skrivelse til Ekstra Bladet og vores artikler om boykotten, vurderer han, at styrelsen ikke har en god sag.

- Jeg har svært ved at se, at der er tale om en relevant begrænsning af konkurrencen i konkurrenceretlig forstand.

- Al retspraksis om boykot har drejet sig om konkurrenter, der rottede sig sammen mod andre, der var aktive i samme branche eller som var aktive på et nærliggende marked.

- Det er der ikke tale om her, siger han.

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pan American: 'A Son' (Kranky-album/Ude 8. november)
2.Underworld: 'Drift Series 1' (Caroline-album/Ude 1. november)
3.The Good Ones: 'Rwanda, You Should Be Loved' (Anti-album/Ude 8. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Big Thief: 'Two Hands' (4AD-album/Ude nu)
2.Trentemøller: 'Obverse' (In My Room-album/Ude nu)
3.Allah-Las: 'Lahs' (Mexican Summer-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere