Rod Stewart beklager: Jeg var fuld!

Før show i Boxen undskylder Rod Stewart, han tilsvinede Elton Johns turné, der runder Royal Arena 

Rod Stewart med konen Penny Lancaster på bytur i Los Angeles - sangeren giver i aften koncert i Herning. Foto: Broadimage/Shutterstock
Rod Stewart med konen Penny Lancaster på bytur i Los Angeles - sangeren giver i aften koncert i Herning. Foto: Broadimage/Shutterstock

Rod Stewart og Elton John har konkurreret om publikums penge i årtier.

De to gamle venner, der begge optræder i Danmark i denne uge, spiller dog ikke længere efter samme regler.

Det mener Rod Stewart i hvert fald.

Se også: Elton John: Temmelig fed i Forum

I et amerikansk tv-show  i fjor kaldte han Elton Johns tre år lange afskedsturné for 'uærlig', og han hævder, kollegaens lange jordomrejse 'stinker af at ville sælge billetter'.

- Ja, jeg var lidt uforskammet. Jeg burde have holdt min mund. Men hvem tager på en tre år lang afskedsturné? Han stopper da ikke! Han elsker det for meget, siger Rod Stewart til Ekstra Bladet under et interview i København.

Meget grisk måde
Den 74-årige sanger tror imidlertid ikke, at Elton John vil fortsætte med at turnere, efter han har sagt farvel, som blandt andre Cher og Aerosmith:

- Nej, slet ikke. Jeg tror virkelig, han gerne vil bruge mere tid med sine børn, for han har arbejdet meget hårdere, end jeg har gennem årene. Han har aldrig holdt fri. Men han vil da stadig give koncerter her og der. Det virkede bare som en meget grisk måde at sige farvel på. Men jeg undskylder, jeg var fuld, da jeg sagde det! Mig og min store mund, smiler Rod Stewart.

Se også: Afdanket rocklegende i Royal Arena

Det er almindeligt kendt i musikbranchen, at man sælger langt flere billetter på en afskedsturné i forhold til en almindelig turné, og det overrasker bestemt ikke Rod Stewart, at Elton John har for længst udsolgte koncerter i Royal Arena på Amager både 18. maj og 6. juni.

- Ja, selvfølgelig virker det! fnyser rockstjernen.

Elton John og Rod Stewart i 1970'erne, hvor begge solgte millioner af plader. Foto: Steve Wood/Shutterstock
Elton John og Rod Stewart i 1970'erne, hvor begge solgte millioner af plader. Foto: Steve Wood/Shutterstock

Selv trak Rod Stewart 9.500 i Royal Arena i 2017. Elton John spiller for 13.000 per dag - sidst han spillede indendørs i København i 2014 kom der 6500 i Forum.

7500 har købt billet til Rod Stewarts show i Boxen i Herning i aften, men selvom sangeren ikke just er den mest populære mand i manegen på sine gamle dage, så hævder han, at han ikke har funderet over, hvornår han forlader de skrå brædder:

- Jeg har faktisk ikke tænkt over det. Naturligvis stopper jeg en dag, men lige nu nyder jeg det.

Faces ingen prioritet
Rod Stewart og Ron Wood har de senere år flirtet med en gendannelse af deres gamle rockband, Faces, men det er ikke rigtigt blevet til noget, og fans af det charmerende slæng får åbenbart ikke heltene at se igen lige foreløbigt:

- Vi har talt om det, men vi er ikke tættere på en turné nu, end vi var dengang. Simpelthen fordi, Stones ruller videre, og Rod ruller videre. Ronnie har travlt med Stones, du ved, siger Rod Stewart.

- Ronnies prioritet er jo Stones. Han får naturligvis besked på, hvad han skal gøre, og hvor han skal være. Og jeg vil egentlig gerne holde mere fri og se mere til mine børn. Det er ikke en stor prioritet for mig, bedyrer entertaineren.

Se også: Faces: Sjov eller ingenting!

Om Faces' legendariske tørst forklarer Rod Stewart:

- Vi tog ikke så mange stoffer, men vi kunne godt lide en drink. Den første koncert, vi spillede, var på en flybase, og der var vel omkring 30 mennesker, så vi tænkte, at vi ligeså godt kunne drikke os fulde og få det bedste ud af det. Og den stil blev ligesom bare hængende. Folk kunne godt lide, at vi drak under koncerterne, så vi arrangerede en bar på scenen, du ved, og vi fik da også lavet noget god musik.

Da Rod Stewart besøgte København i 2017, sang han to klassikere fra tiden i Faces, men den seneste tid har han blot haft 'Stay with Me' på sætlisten sporadisk.

Festgale Ron Wood og Rod Stewart i centrum for uforlignelige Faces anno 1973. Foto: Alan Messer/Shutterstock
Festgale Ron Wood og Rod Stewart i centrum for uforlignelige Faces anno 1973. Foto: Alan Messer/Shutterstock
 

37 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.D-A-D: 'A Prayer for the Loud' (Mermaid-album/Ude 31. maj)
2.Black Mountain: 'Destroyer' (Jagjaguwar-album/Ude 24. maj)
3.Buddy & Julie Miller: 'Breakdown On 20th Ave. South' (New West-album/Ude 21. juni)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Tue Track: 'It Crawled Outta My Hand, Honest!' (72 Voksenmusik-ep/Ude nu)
2.Drugdealer: 'Raw Honey' (Kemado-album/Ude nu)
3.The Tallest Man On Earth: 'I Love You. It's a Fever Dream' (Birds-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere