Nicki Minaj optræder med stor sandsynlighed på sommeren Roskilde Festival.
Kilder i musikbranchen siger til Ekstra Bladet, at arrangørerne har udset den spraglede hitmageren som et af årets hovednavne.
Nicki Minaj har netop offentliggjort en koncert på Wireless Festival, der finder sted i London i første weekend af juli, hvor Roskilde også afholdes.
Wireless Festival arrangeres af Live Nation, som er hovedleverandør af store navne til Roskilde.
Nicki Minaj springer Danmark over på forårets arenaturné gennem Europa, hvilket gør hende ekstra attraktiv for Roskilde, der dermed kan præsentere stjernen eksklusivt herhjemme.
Den 32-årige rapper og sangerinde er opvokset i New York og har medvirket på op mod 50 hitsingler i USA, hvilket er rekord for en kvinde.
I forbindelse med lanceringen af sidste års album ’The Pinkprint’ opnåede Nicki Minajs betragtelige bagdel dog mere opmærksomhed end hendes musik.
Hun optrådte senest i Danmark, da hun gav koncert i Falconer Salen i København i 2012.
Roskilde vil hverken be- eller afkræfte
Det canadiske R&B-idol Drake er også på Wireless Festivals plakat. Sangeren aflyste sin planlagte koncert på Roskilde Festival i fjor med kort varsel på grund af sygdom, men ifølge Ekstra Bladets kilder tyder det ikke på, at han kommer på Orange i år.
Roskilde Festival vil hverken be- eller afkræfte om Nicki Minaj og Drake dukker op. I en mail til Ekstra Bladet skriver programchef Anders Wahrén blandt andet:
'Jeg ville have et elendigt pokerfjæs, hvis jeg begyndte at sætte sandsynlighed på, hvorvidt Drake eller Minaj - eller andre artister - kommer til Roskilde til sommer eller fylder deres plan ud med andre festivaler. Det må tiden vise.
Men jeg kan i hvert fald sige så meget, at vores gæster kommer til at opleve en masse artister, som de ikke kan opleve på andre festivaler, og selvfølgelig også nogen som spiller på andre internationale festivaler i vores weekend.
Vi forventer at kunne præsentere vores fulde line-up med lige knap 170 navne i starten af april i lighed med sidste år.'
Live Nation ønsker ikke at kommentere Ekstra Bladets oplysninger.
Roskilde Festival har tidligere afsløret, at blandt andre Pharrell Williams, Muse, Mew og Run the Jewels kommer til sommer.