Roskilde forsvarer hovednavn: Kan kun blive bedre

Trods deres legendariske fiasko-koncert i 2007 er Red Hot Chili Peppers taget til nåde af Roskilde Festival

I 2007 gav Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch Red Hot Chili Peppers optræden på Roskilde Festival nul stjerner. Hør her, hvad han siger til annonceringen af bandet som et af festivalens hovednavne i 2016.

Se også: Hovednavn: Megaband på Roskilde

Fans og anmeldere var rødglødende af raseri, da Anthony Kiedis og co. i 2007 leverede en gudsjammerlig, tragikomisk koncert på Orange Scene.

Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch kvitterede helt ekstraordinært med 0 stjerner og sluttede sin anmeldelse - hvor han blandt andet konstaterede, at 'kvartetten forsvandt op i deres egne røvhuller' - af med følgende svada:

'Alle kan have en dårlig dag, men det, de fire herrer præsterede - eller rettere sagt ikke præsterede - i Roskilde, bør resultere i, at de aldrig nogensinde bliver hyret af festivalen igen'.

Gaffa og Politiken var dog en anelse mere gavmilde og uddelte begge en enkelt sølle trøste-stjerne.

Se også: 0 stjerner til ynkelige Chili Peppers

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén er ikke bange for at gå tilbage til en fuser. (Foto: Jonas Olufson)
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén er ikke bange for at gå tilbage til en fuser. (Foto: Jonas Olufson)

festivalens Facebook-side undrer et stort antal fans sig højlydt over, at festivalen har taget Chili Peppers til nåde og håber på, at Roskilde i det mindste har fået fjumrerabat.

Hos festivalens programchef Anders Wahrén rystede man dog ikke på hånden, da man fik muligheden for at få funkrockerne fra Los Angeles tilbage til dyrskuepladsen.

Hvordan tør I hyre et band, der har leveret en af de mest udskældte koncerter på Orange Scene i nyere tid?

- Heldigvis har de spillet en del siden dengang, og de har tydeligt bevist, at de dengang havde, hvad man vist må betegne som en 'kollektiv offday' som følge af et sammenfald af uheldige omstændigheder. De kom lige fra en lang turné og havde spillet et velgørenhedsshow samme dag. Der var åbenbart bare ikke overskud til det helt store.

Hvad overbeviser jer om, at det ikke går galt igen?

- De ser ud til igen at være sprudlende og har blandt andet spillet Super Bowl-show med Bruno Mars. De burde være i den form, de skal være for at levere en super koncert næste år. Jeg synes ganske enkelt, det ville være unfair ikke at give dem en chance for at gøre det bedre end sidst, der trods alt må ses som en enlig svale. Hvis de ikke siden 2007 havde vist, at de har et godt niveau, så var de naturligvis ikke blevet inviteret tilbage, men de har jo for længst fået vasket det af sig.

Hvorfor booker I dem netop nu?

- De er i studiet lige nu med Danger Mouse og udgiver helt nyt materiale i 2016. Og det bliver rigtig spændende at se, hvad der kommer ud af det. Om han kan give dem lidt friske input. Desuden hører vi fra deres bagland, at de i den grad ser frem til at komme ud og levere varen og igen bevise deres legendestatus på en scene.

Hvordan vil du berolige eventuelle nervøse fans?

- Statistikken siger, at vores gæster er der i fire år, så der er rigtig mange, der er blevet skiftet ud. Det ville jo være unfair overfor en hel masse mennesker, at de ikke skal have lov til at opleve Chili Peppers på Roskilde, blot fordi, der er nogen, der havde en dårlig oplevelse for ni år siden.

I vores anmeldelse fra dengang skrev vores anmelder, at bandet aldrig nogensinde burde blive inviteret tilbage. Det råd har I så valgt ikke at lytte til?

- Ja, nu må vi jo se, hvad Ekstra Bladet og alle de andre siger til sommer.

Det kan vel kun blive bedre end sidst?

- Præcist.

Se også: Chili Peppers: Hotte på Heden!

Se også: Red Hot til Herning uden Roskilde-syge

1 af 2 Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén er ikke bange for at gå tilbage til en fuser. (Foto: Jonas Olufson)
2 af 2 Flea og Anthony Kiedis under Chili Peppers' famøse optræden for otte år siden. (Foto: Bjørn Stig Hansen)
22 kommentarer
Vis kommentarer