Rud opfandt 'Lune Larsen': Læs hans gribende nekrolog

FARVEL GAMLE HANKAT! Danmarks nationalskjald måtte tidligt op – for at dø

Foto: Carsten Andreasen/Polfoto
Foto: Carsten Andreasen/Polfoto

Det er den sorteste, sørgeligste dag i dansk rock. Beskeden om Kim Larsens død lammede som et voldsomt, elektrisk stød i den danske folkesjæl – i hvert fald min. Han skulle have sunget til min begravelse - så kan han da ikke bare rende rundt og dø på den måde. Gavflab!

Jo, Kim, vi ved godt du hang på, så længe du overhovedet kunne. Men nu fik den satans prostatakræft has på dig, uanset hvor meget du forsøgte at slå det hen og klare dig med hat, stok og smøg mellem fingrene i din ’pavestol’ på scenen. Din foragt for ynk og klynk var lige så legendarisk som dit vrisne udfald om, at ’ordener hænger man på idioter’! Du havde ellers fortjent en del – og vel at mærke uden at være idiot af den grund.

Trods medaljefjendskhed klarede du dog at synge en fødselsdagssang for dronning Margrethe, da hun fyldte 70 – af en årsag: - Jeg kan godt li’ damen! – sagde du (Og så er hun jo også solidarisk ryger!)

Noget morgenmenneske blev du aldrig. Derfor var det også helt atypisk, at du skulle dø en tidlig søndag morgen med fru Kløvborg, Liselotte, og for en sjælden gangs skyld alle dine seks børn  - Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui – samlet omkring dig. Cirklen lukkede sig smukt og talte 72 forrygende år.

De år er næppe gået hen over hovedet på mange danskere uden at smitte af. Oftest med en begejstring, der bølgede til den nationalsang i de utallige variationer, Larsens sangskat udviklede sig til. Han var nationalskjald, bare ikke i sin egen bevidsthed. Den slags prædikater overlod han til andre at finde på – bortset fra, at han kaldte undertegnede Ruth!

At blive kaldt Lune Larsen misforstod han og troede, det indebar, at han var lunefuld og dermed ikke helt til at regne med. Sådan kunne han måske også være kortvarigt, men det var nu slet ikke meningen. Tværtimod handlede det lune om den varme, der altid lå i bunden af hans sange og utvivlsomt også hans sjæl. Men lunken, nej, det var han så gu’ aldrig.

Det sværeste er at se det i øjnene og vide: Om lidt bli’r her stille, meget stille.  Om lidt er det hele forbi. Uigenkaldeligt forbi. Fik du selv set det, du ville, Kim?

Vi fik i hvert fald hørt din melodi og kunne på en måde aldrig få nok af den. Heldigvis spiller den videre og går næppe i glemmebogen i vor tid – og det gælder sådan set tilbage fra Gasolin’-tiden til ’solo-karrieren’ med de bands og de sidespring, den indebar.

Over 5 millioner solgte plader er unægtelig også en sjat, inklusive Gasolin’-epoken. Og på toppen: ’Midt om Natten’ med de vildeste rekordsalgstal på over 500.000 parallelt med filmsuccesen, som ’rektor’ Erik Balling skabte sammen med den læreruddannede rod Kim Larsen og vennen Erik Clausen som det arbejdsløse par Arnold og Benny – med Susan Himmelblå (Birgitte Raaberg) som romantikkens omdrejningspunkt.

Det var vildt – og fascinerende. Når man som den første blev lukket ind en aften/nat i studiet på Vesterbrogade i København og på forhånd havde hørt lidt om papirsklipperi og sligt, kunne man måske have forestillet sig noget H. C. Andersen og en mere ’folkedanseragtig’ sag, men nej, jeg skal da lige hilse og sige, at parykken blev blæst af, da Kim Larsen og hans ’hofproducer’ Poul Bruun lukkede op for herlighederne. På stedet blev jeg overbevist om, at der var noget vildt stort på vej  - og sådan gik det. Havde der været mere end seks stjerner til rådighed, var de blevet fyret af. Lune Larsen var i den grad tilbage i håndbajer-højde efter sine tre års amerikanske eskapader.

Det var også i USA, han fik besøg af Dirch Passer. De blev venner til døden dem skilte. Kontakten foregik nogen tid, inden Kim rejste. Vi havde på Ekstra Bladet fået den idé at føre to af Danmarks allermest populære kunstnere – på det tidspunkt Kim Larsen og Dirch Passer -  sammen til en snak om folkelighed. Deres forskellighed gav ikke i første omgang de store forhåbninger om, at det ville lykkes. Men det ville det. Hvem af de to, der var mest vild med tanken om at møde den anden, var svært at skelne, men de var mere end ivrige begge to. Det blev et langt, meget farverigt møde, der fik følger for dem begge.

Kim Larsen kom gavflabet sidst ind ad døren. Dirch lyttede, kiggede på ham og pillede ’gavflaben’ ned til sokkeholderne: - Du har meget at lære! Jeg var også sådan engang, men du er da meget sjov.

Man kunne have frygtet, at Kim var vendt på en tallerken og skredet igen. Men nej, de gravede sig nysgerrigt ind på hinanden i al deres forskellighed, både aldersmæssigt og udtryksmæssigt. Fællesnævneren blev den ydmyghed, de begge havde i forhold til publikum – uden at lefle.

Dirch var i den grad med på at besøge Kim Larsen i hans New Orleans-agtige hus i New York. Kim havde sin daværende kone, ’Kranen’ Hanne Quist, og sin datter i kravlegård i lejligheden. Dirch kom sammen med sin kæreste Bente og var super oplagt. Det blev en knaldspændende uge, men ikke lige som Kim havde tænkt. 

Da Dirch sammen med Bente og Ekstra Bladet dukkede op og meldte vores ankomst hos Kim, gik der ikke mange øjeblikke, før det blev åbenlyst, at Kim virkelig havde forberedt sig. Han greb guitaren og fyrede nye sange af på stribe med fuld indlevelse.

Dirch sagde ikke et ord, men rykkede lidt rundt på klapstolen. Jo mere monumentsagtig Dirch blev, jo mere svedte Larsen og blev ved, men Dirch tændte mere på Kim end på sangene. Nu skulle der lige tænkes – og så mødes igen. Det boblede og sydede i Dirch. De fik lukket hinanden op og åbnet en tryghedszone at komme videre i. De kunne tydeligvis lide hinanden langt ud over høflighedsstadiet.

Det endte med, at Dirch sagde: - Jeg laver sgu’ en parodi på dig, Kim. Og så endte det med Kims ’Pjækkeland’, som Dirch døde med i Glassalen i Tivoli. Sangen om det selvmorderiske slaraffenland var ingen af dem egentlig særlig begejstret for, da det kom til stykket. Parodien var lidt akavet. Dirch havde haft lidt flirteri kørende med Mogens Glistrup. Det havde Kim slet ikke. Så uanset kvaliteterne blev det aldrig et mesterværk, der kom til at besegle deres respektfulde venskab, som også både Dirchs kæreste Bente og datteren Josefine var vildt begejstrede for.

- Dirch var mit idol, sagde en ramt Kim, da Dirch døde i 1980. Det kunne have udviklet sig til meget mere med de to, men Kim måtte fortsætte venskabet alene – i hvert fald her på jorden, indtil han som en anden Spacey tog billetten og smuttede, før fanden fik sko på. Det mest positive er, at de måske nu kan genoptage samarbejdet andet steds.

Hinsidan vil Larsen formentlig også løbe på en anden respektfuld ven, den engang så kronisk uskyldige Klaus Rifbjerg, som var med på manuskriptet til instruktøren Darius Steiness debutfilm ’Charlie Butterfly’. Rifbjerg havde overtalt Larsen til at spille en hovedrolle, men det blev aldrig til noget, fordi det var svært at skaffe finansiering til filmen, som endte hos Zentropa, men uden Larsen!

- Thi den som intet glemmer/kan tilgive meget mer/end den som intet husker/og den som intet ser, citerede Klaus Rifbjerg fra ’Luft Under Vingerne’ med denne kommentar:

- Jeg var nær ved at sige Aarestrup eller H. C. Andersen, men det er faktisk vor tids Kim Larsen!

Men H.C. Andersen kom Kim Larsen også på anden måde i ’stue med’, da han efter 20 turbulente år brød med Miss Q – Hanne Quist, forlod København for at slå sig ned  i Odense og begynde et nyt liv med Liselotte Kløvborg, som han fik sønnerne Hjalmer og Lui med. Hvem kunne sige nej til en engel?

Sammen med Miss Q, der døde juleaften i 2011, havde han Sylvester, Alice Eva og Molly. Pelle – opkaldt efter Pelle Erobreren fra Martin Andersen Nexøs roman –  stammer fra hans første ,’umodne’ ægteskab med Mariann Herløv Larsen i 1968.

Kim Larsen så ikke meget til sin egen skolelærer-far Alfred Larsen efter, at han blev skilt fra Kims mor, Eva Flyvholm, i 1950. Kim deltog af samme grund ikke i sin fars bisættelse på Ærø – og i øvrigt heller ikke i Miss Q’s.

Hva’ gør vi nu, lille du? – Den socialromantiske rock- og popfest, som Larsen startede sammen med Gasolin’og senere fortsatte til det allersidste, hvor prostatakræften blev opdaget i december 2017, har sat dybe spor. Men hvem skal nu holde øje med, om ’det er en kold tid, vi lever i?’ og bidrage til statsministerens nytårstale som  Anker Jørgensens i 70’erne.  

Lige så lidt Larsen har fejret sine egne mærkedage, lige så lidt vil han have, at der skal gøres noget ud af hans bisættelse. Den skal foregå i absolut stilhed og helt privat. Måske Øst for Vesterled?

Kloden drejer stille rundt i nat. Det har været en fantastisk tur. Farvel, gamle hankat!

46 kommentarer
Vis kommentarer