Rune Skyum-Nielsen: Fem plader der ændrede mit liv

Den bogaktuelle forfatter og journalist om en håndfuld plader, der gjorde en afgørende forskel

Rune Skyum Nielsen udsender i dag biografien: 'Jakob var her - Bogen om Ejersbo'. Foto: Nikolaj Møller
Rune Skyum Nielsen udsender i dag biografien: 'Jakob var her - Bogen om Ejersbo'. Foto: Nikolaj Møller
Følg Musik
Følg DK MusikNYT

Rune Skyum-Nielsen er født på Rigshospitalet i 1978, opvokset i København NV og uddannet fra SDU i 2002. Derefter ansættelser på bl.a. Dagen, Information, Jyllands-Posten og Ud & Se. Journalist, portrætskribent, musikanmelder, forfatter, foredragsholder og debattør.  Desuden forfatter til fire bøger om blandt andet dansk hiphops historie og sangerinden Medina. I dag aktuel med biografien 'Jakob var her - bogen om Ejersbo'. Vi har i den anledning bedt ham fortælle om fem plader, der var med til at at sætte en kurs.

MC Einar: 'Den nye stil' (1988)

 -  Jeg var ti år, da min storesøster overspillede MC Einars spritnye debutalbum til min kassettebåndoptager, som jeg snart efter insisterede på at kalde en ghettoblaster. Det var ikke bare 'Den nye stil', det var en ny verden, der smækkede ladeporten op: en introduktion til tilværelsen som provo-onanerende gadedreng og historiefortællinger baseret på fremmedord som superskufle, cruisermanér og poptøs. Til lømler på lightergas, ædeflip på Burger King, slagsmål, blærekonkurrencer, psykopatiske bagerjomfruer, dygtigt snittende grønjakker og et ’slap af og kys’ til det eskalerende AIDS-hysteri. Fagre nye verdener. Og så blev Vivaldi også lige samplet på den forrygende ’Sorgenfri rap’.

 - Det var pirrende, hele molevitten, og jeg fattede dårligt, at der fandtes musik så ordrig, så legesyg, så flabet. Den nye stil gik hen og blev dansk raps første klassiker, og selvom den er en til tider ujævn affære, så er den stadig et genlyt værd. Det tog den næste rappergeneration da også syv år, før den forstod, at Nikolaj Peyks tekster og Einars enestående levering ikke lod sig overgå, men skulle snigløbes med, jep, en helt ny stil … 

 

Dr. Dre: 'The Cronic' (1992)

 - Da det stod allermest sløjt til med dansk rap, panorerede jeg over Atlanten, tværs gennem det amerikanske kontinent og landede i Los Angeles. Dr. Dre beviste sig i de år som branchens funkydelikste fætter, og når han miksede 1970’ernes P-funk med slut-80'ernes gangstarap, var vejen banet for det dovent flowende fænomen Snoop Doggy Dogg, som helt efter planen stjal en betragtelig del af rampelyset fra sin opfinder og læremester. 'The Cronic' var den form for hiphop, som jeg havde tørstet efter – melodiøs, sløv, fængende og farlig. Den skødesløst rullende bas, flødesirenerne, det samplende overflødighedshorn, de hylegrinagtige snakkeintermezzi.

 - Den dag i dag er ’Nuthin’ But a ’G’ Thang’ det nummer, der bedst får min sommer til at swinge, og hele skidtet er så suverænt produceret, at 'Let Me Ride’ burde være pensum til enhver køretur ud af byen.

 

Klaus Lynggaard: Fem plader der ændrede mit liv

Oasis: 'Definitely Maybe' (1994)

 - Jeg havde rundet de 17 år og fyldte til stadighed hovedbøfferne med amerikansk attituderap, britisk smadderrave og grunget selvlede, havde endda en ’Kurt Cobain (1967-94)’-plakat stirrende på væggen i teenageværelset. Livet gjorde med andre ord en lille smule ondt … Lige indtil lørdag eftermiddag på Roskilde Festival 1995. Min kammerat led under en fæl omgang mononukleose, og i solidaritet undlod jeg også at drikke. Yderst uerfarne ud i rygeriet levede vi ikke desto mindre af joints en hel uge, og vi var med overvejende sandsynlighed knokleskæve, da vi fjedrede ind i et trekvart-tomt Grøn Scene-telt, hvor Oasis skulle til at spille. En halv time senere stod folk på skuldrene af hinanden, og folk dansede kåde omkring til Gallagher-brødrenes ligefremme rock’n’roll-hymner om at æde, bælle og sniffe livet med hud og hår. "Maybe I just wanna fly, wanna live as I wanna die", snerrede Liam med hævet hage og læberne klæbende til mikrofonen, og jeg faldt pladask for Manchester-kvintetten, som var så ærgerrig i den tidlige periode, at der blev sprøjtet holdbare B-sider ud. Teenagetiden blev absolut sjovere herfra. En hel del.

 

Radiohead: 'OK Computer' (1997)

 - Jeg var med fra Radiohead-plagen ’Creep’ – og fan fra 'The Bends', som druknede en smule i britpop-bølgen, men blandt andet nåede at drysse historiens smukkest akkompagnerende, mest intense musikvideo af sig: ’Street Spirit (Fade Out)’. Tjek den ud. Nå, i 1997 var jeg blevet student, havde gaflet den store ungdomsforelskelse og var i det hele taget kommet mere i kontakt med mine følelser, lissom. Det havde allerede resulteret i en dyb svælgen i George Michaels mesterlige 'Older'. Den gamle Wham!-hjernes patos, hans bristede hjerte, den piblende privathed og en delikat og jazzet melankoli havde præpareret mig på mere inderlighed, og den fandt jeg på sin vis i den på én gang snørklede og majestætisk favnende 'OK Computer'. Her søgte Thom Yorke indad, alt imens menneskeheden og dens galopperende maskinpark blev sat under lup.

 - Der var momenter af ubehag, klaustrofobi, og pludselig kunne det så eksplodere i stor skønhed. Og klangligt nyt land. 'OK Computer' er måske årtiets største nybrud, og jeg tvivler på, at det nogensinde vil lykkes noget band at skrive en mere flerdimensionel ballade, et bedre musikdigt, end ’Karma Police’. Nummeret rummer et uendeligt antal lag, og jeg kan stadig gå i totalitært stener-mode over den anti-leflende tekst, der sætter tankerne på vandring til vidder, som de ikke på forhånd kendte til.

 

Lars H.U.G.: Fem plader der ændrede mit liv

Kanye West: 808s & Heartbreak (2008)

 - Jeg er nok en af klodens største Kanye West-fans, og jeg tager gerne hans tåbelige udfald med, for de er sådan set en del af pakken. Uden den tilbagevendende forargelse og fordømmelse, uden noget at reagere imod, ville West ikke kunne blive ved med at spytte sublimt producerede albummer ud – med et uhørt bundniveau i moderne musikhistorie til følge.

 - På '808s & Heartbreak' satsede han det hardcore hiphoppublikum, hvis gunst han langt om længe havde vundet. Det var formentlig for trygt og for kedeligt med al den skamros, og helt atypisk for en rapstjerne begyndte han nu at synge om at være blevet forladt – og producere på ældgamle trommemaskiner. Om end brygget på fortidige remedier var resultatet paradoksalt nok et bud på fremtidspop, og albummet er meget tæt på at være vellykket fra ende til anden. West døbte selv genren ’Pop Art’ – aldeles vidende at en visuel religion af samme navn fandtes for længst . Jeg er bedøvende ligeglad. Når jeg er til fest, er mit første ønskenummer ’Heartless’, og det bliver det garantrisset ved med.

 

Mere fra Ekstra Bladet+

Kristendemokraterne ligner efterhånden en abort

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+