Nedtur: Danske poplegender i frit fald
De tre mest populære Gulddreng-musikvideoer på YouTube er tilsammen blevet vist 15 millioner gange.
Når Gulddreng alligevel går rundt med en iPhone med smadret glas og først for nylig er begyndt at gå med ægte guldure, kan det skyldes, at man som musiker kun får håndører ud af at være stjerne på YouTube.
Det viser musikselskabernes nøgletal for 2016, som netop er blevet offentliggjort.
Den samlede indtjening fra streaming var i 2016 392 millioner kroner.
Heraf bidrog tjenester som Spotify, YouSee Musik og Apple Music med 381 millioner kroner.
YouTube bidrog til gengæld med blot 11 millioner kroner svarende til 2,8 procent af indtægterne fra streaming. Og det til trods for af at den amerikanske gigant er den mest populære musiktjeneste i Danmark.
Fair konkurrence og fair betaling
Grunden til, at YouTube ikke betaler fuld pris for musikken på lige fod med konkurrenterne, er, at streamingtjenesten henviser til en EU-lovgivning, som blev vedtaget i starten af det nye årtusinde.
Den siger, at såkaldt 'passive teknologiske platforme' ikke kan stilles ansvar for de aktiviteter, der foregår på platformen.
Henrik Daldorph, der er bestyrelsesformand i musikselskabernes brancheorganisation IFPI, mener grundlæggende, at loven giver god mening.
Ups! Martin fra 'X Factor' flopper
Han understreger dog samtidig, at den aldrig har været tiltænkt tjenester som YouTube, der tjener penge på aktivt at formidle musik til forbrugerne:
- Musiklivets indtægter fra YouTube svarer vel til, hvad et par pølsevogne omsætter for på Rådhuspladsen. Det skriger til himlen, når man tænker på, hvor populær tjenesten er. Derfor er der behov for, at politikerne gør lovgivningen mere tidssvarende. Formålet bør være at skabe fair konkurrence og afspejle den digitale virkelighed, vi lever i, siger Henrik Daldorph.
Vinylsalg større end YouTube
I kontrast til de lave indtægter fra YouTube fortsætter vinylsalget med at vokse.
Vinyl udgør kun 4,8 procent i markedet mod streamingandelen på 79,4 procent af markedet.
Alligevel er omsætningen fra vinylsalget over dobbelt så stor som omsætningen fra Danmarks mest populære streamingtjeneste YouTube.
I 2016 indbragte salg af vinyl 23,9 mio. kroner til musikselskaberne mod YouTubes små 11 mio. kr. Det svarer til en vinylvækst på mere end 93 procent sammenlignet med 2015, hvor salget af vinyl indbragte 12,4 mio. kr.