Sensationel: Hun er ustoppelig

HITLISTENYT: Dua Lipa præger charts verden over med album, som er mere end et år gammelt

25-årige Dua Lipa manifesterer sig som popprinsesse med 'Future Nostalgia'. Foto: Hugo Comte
25-årige Dua Lipa manifesterer sig som popprinsesse med 'Future Nostalgia'. Foto: Hugo Comte

Det er officielt - Dua Lipa er en verdensstjerne.

Mens de seneste album fra Lady Gaga, Katy Perry og Zara Larsson floppede, så holder Dua Lipa liv i den diskofile popmusik.

Den engelske sangerinde udsendte sit andet album, 'Future Nostalgia', tilbage i marts 2020, men danskerne danser stadig til hits som 'Don't Start Now' og 'Physical' i stor stil.

Albummet er i denne uge nummer fire på top 40, og det er en tangering af dets hidtil bedste placering fra april 2020.

Dua Lipa er heller ikke til at stoppe i Storbritannien, hvor det mere end 13 måneder gamle album er på tredjepladsen, mens det indtager 8. pladsen i USA.

Der er sket lidt, siden hun optrådte i Lille Vega i København i 2016.

Bieber fortsætter
Succesen fortsætter også for Justin Bieber, der helt ekstraordinært er nummer et på både den danske albumchart og singleliste for sjette uge i træk med henholdsvis 'Justice' og 'Peaches'.     

Se den aktuelle danske singlechart og albumliste, der medregner streaming samt fysisk og digitalt salg, på hitlisten.dk

Der er ingen nyheder på singlelistens top 20 og ikke en eneste nyhed på albumchartens top 40.

Det betyder blandt andet, at Tom Jones' roste nye album, 'Surrounded By Time', misser listen herhjemme. Veteranen går til gengæld ind som nummer et i Storbritannien, og det er hans første britiske førsteplads siden 1999.

Med en alder på 80 år og ti måneder er den walisiske kulminearbejdersøn tilmed den ældste mand på toppen af charten nogensinde.

Efter Ekstra Bladet afslørede, at Branco er gået konkurs med flere selskaber, så har rapperen udgivet singlen 'Broke', der ikke ser ud til at blive endnu et kæmpehit for hitmageren. I fjerde uge daler den fra 18. til 30. pladsen.

Coveret til Tom Jones' nye udspil, 'Surrounded By Time', der er stort i Storbritannien og småt i Danmark.
Coveret til Tom Jones' nye udspil, 'Surrounded By Time', der er stort i Storbritannien og småt i Danmark.