Shaka Loveless: Min succes gav mig stress

Shaka Loveless stormede frem, efter han udgav hittet 'Tomgang' - Til tider gik det lidt for hurtigt for musikeren, der nu igen har fundet ro

Shaka Loveless, der er aktuel i tv-programmet Toppen af Poppen, udkommer med et album i dag.(Foto: Kenneth Meyer)
Shaka Loveless, der er aktuel i tv-programmet Toppen af Poppen, udkommer med et album i dag.(Foto: Kenneth Meyer)

Det er gået stærkt for popstjernen Shaka Loveless, der i 2012 brød igennem med hits som 'Tomgang' og 'Ikke mere tid', der straks strøg til tops på de danske hitlister.

Til tider gik det måske lidt for stærkt for den danske kunstner, der havde svært ved at sige nej til de mange jobtilbud i starten.

- Jeg ville lave det hele, for jeg vidste jo ikke, om det hele ville slutte i morgen. Derfor skulle jeg ud og vise mig frem og vise, hvad jeg kunne. Til sidst blev det bare for meget for mig, siger han og fortsætter:

- Jeg endte faktisk med at få stress. Det var virkeligt ikke sjovt. Der er en periode, da det gik rigtigt stærkt, som jeg overhovedet ikke kan huske. Den er helt væk, fortæller han ærligt.

Se også: Rørt Shaka Loveless: - Det var faktisk ret ubehageligt

Frygtede, at succesen sluttede
Det var især angsten for, at det hele skulle slutte hurtigt, der drev den i dag 31-årige sanger til at arbejde hårdt. Da stressen tog til, blev han nødt til at aflyse flere job.

- Jeg lærte det på den hårde måde. Jeg havde det ikke ret godt, og jeg følte, at det gik ud over forholdet til min familie, min kæreste og mine venner. Jeg vil gerne kunne være der for de folk, jeg holder af, siger hitmageren.

Den ubehagelige oplevelse har lært ham, at man ikke kan det hele. Derfor har han skåret ned på nogle arbejdsopgaver, og han fortæller, at han har fundet mere ro i forhold til sin til tider hektiske solokarriere.

- Jeg har fået mere ro på. Jeg har fået en dygtig manager, der tager sig af det meste, og så er jeg blevet bedre til at sige nej. Jeg har lært, at man ikke kan det hele og samtidig være nærværende, siger han.

Se også: Shaka Loveless: Jeg føler mig sat i bås

Nyt album i dag
Der er alligevel blevet tid til at indspille et nyt album, der udkommer i dag den 4. september. Et album, som han selv kalder for mere gennemarbejdet end tidligere, og som afspejler, hvordan han har det lige nu.

- Lige nu synes jeg, at jeg er et rigtigt godt sted i mit liv, og jeg er glad for mit forhold. Det har helt sikkert smittet af på sangskrivningen, så der er måske skruet lidt op for positiviteten og energien, siger han.

Han henter også masser af inspiration fra kæresten Fanny på 24 år, der læser kunsthistorie.

- Hun giver mig masser af inspiration. Hun er en sej og spændende person, og vi er glade sammen. Hun har lært mig en masse om følelser og om, at det nogle gange er nødvendigt at åbne sig lidt op. Hun giver mig noget ro, siger han.

Shaka Loveless på Bøgescenen.(Foto: Polfoto)
Shaka Loveless på Bøgescenen.(Foto: Polfoto)
 

1 af 2 Shaka Loveless på Bøgescenen.(Foto: Polfoto)
2 af 2 Shaka Loveless, der er aktuel i tv-programmet Toppen af Poppen, udkommer med et album i dag.(Foto: Kenneth Meyer)
0 kommentarer
Vis kommentarer