Mø i nyt internationalt supersamarbejde
Odenseanske Mø er Danmarks ubetinget største internationale popstjerne netop nu.
Siden hendes single 'Pilgrim' i 2013 blev ugens uundgåelige på P3 har der med flotte priser, fine anmeldelser og masser af prestigefyldte tv-shows og koncerter stort set udelukkende været medvind på cykelstien for den rå popprinsesse med den punkede fortid.
Hun har efter eget udsagn gået meget op i venstreorienteret politik og har sunget socialistiske sange på anti-fascistiske klubber i ind- og udland.
Desuden har hun tidligere demonstreret imod både nazister og Dansk Folkeparti, og så sent som sidste år fortalte hun i DR3-dokumentaren 'Nyt Blod: Mø', at 'den slags ting vil hun fandme stadig gerne demonstrere i mod.'
Der er dog tilsyneladende en enkelt klassisk venstrefløjskamp, som den 26-årige sangerinde har lagt på hylden til fordel for sin igangværende verdensturné. På sin Facebook-side skriver Mø nemlig: 'Israel! I can't wait to play Tel Aviv for the 1st time.'.
Boykot Israel
Begejstringen over at skulle spille i koncert i Israel er faldet mange af Møs trofaste fans for brystet, og Facebook-opdateringen har fået ganske mange kommentarer fra fans, der forholder sig uforstående i forhold til, hvordan den ellers politisk bevidste sangerinde kan finde på at optræde i et land, som mange andre kunstnere tidligere har boykottet på grund af konflikten med palæstinenserne.
- Der røg min respekt lige for hele Mø-projektet. Hvorfor har du tænkt dig at spille et sted hvor folk dræbes og fængsles dagligt pga. deres etnicitet? Du burde støtte op om oprøret der er opstået hos kunstnere - specielt efter sidste angreb på civile i Gaza-striben, lyder det blandt andet i kommentarsporet på Mø's facebook-side, hvor hun i stedet for at gennemføre koncerten opfordres til at tilslutte sig 'Boykot Israel'-initiativet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mø eller hendes management.