Slår U2: Volbeat nummer et i USA

Sjællænderne er nu det europæiske navn med flest førstepladser på amerikansk rockchart

Sanger og guitarist Michael Poulsen i spidsen for Volbeat, der efter planen turnerer i USA igen de kommende måneder. Foto: Per Lange
Sanger og guitarist Michael Poulsen i spidsen for Volbeat, der efter planen turnerer i USA igen de kommende måneder. Foto: Per Lange

Volbeat har gjort det igen.

For ottende gang topper danskerne den amerikanske hitliste Mainstream Rock Songs, og det er rekord for et europæisk navn.

Billboard bringer nyheden.

Det er Volbeats 'Die to Live', der er gået helt til tops på listen, som ikke skal forveksles med legendariske Hot 100, der medregner alle genrer og tæller salg, airplay og ikke mindst streaming.

Mainstream Rock Songs er baseret på amerikanske radiostationers airplay.

Tæt på Metallica
Volbeat delte tidligere den europæiske rekord med selveste U2, der altså har syv førstepladser på listen.

Sjællænderne har nu ligget nummer et ligeså mange gange som blandt andre Foo Fighters og Nickelback.

Se også: Verdensstjerne er vild med Volbeat

Metallica har ni førstepladser, men der er langt op til Shinedown, der med 15 førstepladser er historiens mest succesfulde band på listen over Mainstream Rock Songs.

Se også: Volbeat fik fuckfingeren i USA

Volbeats triumf er tiltrængt, efter at gruppens seneste album, sidste års 'Rewind, Replay, Rebound', har underpræsteret på verdenplan.

Kvartetten har planlagt en større forårsturné i USA, og til sommer er de atter på de europæiske landeveje, men der er ikke annonceret koncerter i Danmark.

Volbeats seneste single, 'Die to Live', er lavet i samarbejde med Neil Fallon fra bandet Clutch.  Foto: Universal
Volbeats seneste single, 'Die to Live', er lavet i samarbejde med Neil Fallon fra bandet Clutch. Foto: Universal
 

96 kommentarer
Vis kommentarer