Så er Smukfest i gang: Kendisser fik bar røv i hovedet
Uden ledsagende forklaring eller åbenlys årsag dukkede der mandag aften lidt over syv en bar røv op som øverste indlæg på Smukfests officielle Twitter-profil
Da Ekstra Bladet kort efter fanger festivalens talsperson Poul Martin Bonde på mobiltelefonen for at spørge, om festivalen har fået nyt logo eller er blevet hacket, er der ikke megen hjælp at hente.
- Der er da helt klart et eller andet, der ikke er, som det skal være. Lige nøjagtig, hvad der er sket - om vi har lavet noget ved en fejl, eller hvad der egentlig foregår, det ved jeg faktisk ikke, siger Poul Martin Bonde til Ekstra Bladet og lover at vende tilbage, når der er nyt i sagen.
Ny strategi?
Onde tunger vil mene, at den blottede bagdel kunne være en kommentar til årets musikprogram, der er blevet stærkt kritiseret for at mangle topnavne.
Festivalen kan dog grine hele vejen til banken. De fik nemlig udsolgt, før de havde offentliggjort et eneste navn.
På Twitter spekulerer festivalens fans nu i, om billedet er et resultat af en ny radikal strategi for at skaffe opmærksomhed via de sociale medier, eller om festivalen mon er blevet hacket.
En Twitter-bruger ved navn Christian gætter på, at det måske er en kryptisk rebus, som han i givet fald ikke er i stand til at afkode.
Et andet kvikt hoved har på Twitter gjort opmærksom på, at numsen kan være en reference til festivalens Walther-maskot.
Smukfest finder sted fra den 9. til den 13. august.
OPDATERET 20.59: Numsebilledet er ikke længere at finde på Smukfests Twitter-konto...