Snublende ung kvinde voldtaget ved Smukfest

En 24-årig kvinde blev i nat udsat for en fuldbyrdet voldtægt tæt på Smukfest

Sydøstjyllands Politi søger vidner til en voldtægt, som en ung kvinde i nat blev udsat for tæt på Skanderborg Festival.

- Det drejer sig om en 24-årig kvinde fra Valby, der har været til festival og er på vej hjem, fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi, Henrik Dam, til Ekstra Bladet.

- Hun går ad Banegårdsvej tæt på banegården i Skanderborg. Her snubler hun, og den mand, der hjælper hende op, presser hende ind i et græsareal tæt på p-pladsen. Her gennemfører han voldtægten, siger Henrik Dam.

Det var klokken 03.19 fredag nat, at politiet modtog anmeldelsen om voldtægt.

Søger vidner
- På det tidspunkt må der været mange mennesker i det område, så vi søger vidner, der kan have set noget, siger Henrik Dam.

Gerningsmanden beskrives som cirka 30 år, lidt mørk i huden, muligvis asiatisk, 170 cm. høj med omkring fem cm. langt sort hår. Han var iført 3/4 lange blå shorts og en mørk trøje.

Om manden havde adgangsarmbånd på til festivalen, ved politiet ikke.

Oplysninger i sagen kan gives til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.