Søren Huss aflyser alt: Ramt af depression

Den danske sanger oplyser på Facebook, at han er nødt til at trække stikket for en stund. - Jeg håber, vi ses igen på den anden side, skriver han

Støtten er allerede strømmet ind på Søren Huss' opslag med ønsket og håbet om god bedring. (Arkivfoto) Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Støtten er allerede strømmet ind på Søren Huss' opslag med ønsket og håbet om god bedring. (Arkivfoto) Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den danske sanger Søren Huss er ramt af en depression og må tage en pause fra livet som udøvende kunstner.

Det oplyser den 45-årige musiker i et opslag på Facebook til sine mere end 41.000 følgere.

'Jeg havde glædet mig til at spille for jer i løbet af sommeren og efteråret. Det var noget, vi alle havde set frem til efter et hårdt år i coronaens tegn,' står der i opslaget:

'Men jeg er desværre blevet ramt af en depression og bliver derfor nødt til at trække stikket for en periode. Jeg håber, vi ses igen på den anden side,' skriver han videre i opslaget.

I opslaget oplyser Huss desuden, at alle, der har købt billet til hans koncerter, vil blive kontaktet af billetudbyderen.

Søren Huss må aflyse alt grundet sit helbred. Foto: Olivia Loftlund
Søren Huss må aflyse alt grundet sit helbred. Foto: Olivia Loftlund

Støtten er allerede strømmet ind på sangerens opslag med ønsket og håbet om god bedring.

Søren Huss er for de fleste kendt som forsanger i rockbandet Saybia, som blev dannet i 1993. Siden 2008 har bandet dog holdt pause på ubestemt tid.

I 2010 udgav Huss sit første soloalbum, og siden da har han gjort sig som soloartist.

I 2007 blev Huss ramt af en kæmpe tragedie, da han mistede sin kæreste i en højresvingsulykke. Hans datter, Ronja, der på daværende tidspunkt var to år, var også tæt på at miste livet, men overlevede.

Fakta om depression

  • Depression er en samlet betegnelse for et spektrum af lidelser, der omfatter alt fra relativt lette tilstande til alvorlige, langvarige og tilbagevendende sygdomme.
     
  • Undersøgelser viser, at omkring 17-18 procent af alle danskere får depression i løbet af deres liv. Det er således en meget almindelig sygdom.
     
  • Den kan opstå i alle aldre.
     
  • Mellem 200.000 og 300.000 har en depression.
     
  • En depression er en nedbrydende sygdom i centralnervesystemet – en kemisk dysfunktion, der ubehandlet kan opløse det afgørende samspil imellem milliarder af celler, hormoner, receptorer, signalstoffer, syre-base-balancer, elektriske impulser, enzymer, neotransmittere m.m.
     
  • Depression behandles med terapi, medicin, TMS (behandling med magnetstimulation) og elektrochok.