Søs Fenger: Fem plader der ændrede mit liv

Den albumaktuelle sangerinde fortæller om en håndfuld plader, der gjorde en forskel

Albummet 'Gnister', som Søs Fenger har lavet sammen med den elektroniske duo Nordstrøm, udkommer fredag 9. oktober (Foto: Anton Unger)
Albummet 'Gnister', som Søs Fenger har lavet sammen med den elektroniske duo Nordstrøm, udkommer fredag 9. oktober (Foto: Anton Unger)

Siden den nu 53-årige Søs Fenger afløste Gitte Naur i News på gennembrudspladen 'News' i 1984, har hun været en af landets populæreste sangerinder med et rimeligt afslappet forhold til genrekonventioner og publikumsforventninger, så det er undervejs blevet til både soul, jazz, pop og vuggeviser plus det løse. Efter ti plader i eget navn skifter Søs igen kurs, når hun i tæt samarbejde med den elektroniske duo Nordstrøm fredag 9. oktober udsender albummet 'Gnister'. I den anledning har vi bedt hende om af pege på fem plader, der har inspireret hende både som kunster og menneske.

Stevie Wonder: ‘Where I’m Coming From’ (1971)

Det første album jeg nogensinde har ejet efter de første, forsigtige indkøb af singler med Les Humphries Singers, Sweet og Walkers.  Jeg fik det i julegave af min storebror, da jeg var meget lille, og det er stadig en stor favorit! Han syntes, at det var på tide, at jeg kom i gang med en ordentlig musikalsk opdragelse, og det blev starten på en livslang, glødende kærlighed til motown og soulmusik. Efter den fulgte – i mine øjne - Stevies største albums: ‘Music of my Mind’ (1972), ‘Talking Book’ (1972), ‘Innervisions’ (1973) og ‘Fullfillingness First Final’ (1974).

 

Elton John: ’Caribou’ (1974)

Jeg stjal dette album fra min storebrors værelse (fordi jeg elskede coveret), og lyttede til sangene nonstop i en lang periode. Jeg har to storebrødre med meget forskellig musiksmag, og begge inspirerede mig meget. Min ældste bror med hovedsagelig sort musik, Soul og funk, og min yngre bror med hvid musik, Supertramp, Queen, David Bowie og Police. Det var mit første møde med Elton John og en sang, som gjorde enormt indtryk på mig, var nummeret ’Ticking’, der var bygget på en sand historie om en ung skizofren mand, som skød og myrdede 14 mennesker i en diner i New York i midten af 1960’erne.  I mine øjne er dette nummer, som er over 7 minutter langt, noget af det smukkeste, mest rørende og dybfølte musik Elton John og Bernie Taupin har skabt sammen og et stærkt overset nummer! Må lige nævne to andre mastodonter: ’Goodbye Yellow Brick Road’ (1973) og ’Captain Fantastic…’ (1975).

Se også: John Grant: Fem plader der ændrede mit liv

Police: ’Synchronicity’ (1983)

Først hørte jeg ’Zenyatta Mondatta’ (1980) og så kom ’Ghost in the Machine’ (1981) og det fangede straks min interesse.  Men SÅ kom ’Synchronicity’! Det var musik, som ramte mig voldsomt, det var en lyd, som åbnede mine sanser og gik direkte i kroppen og jeg tænkte: ’Sådan skal det lyde! Gid jeg kunne lave sådan noget!’. Jeg tror, vi var mange bands i starten af firserne, som var inspirerede af Police, og News var ingen undtagelse.  Jeg ser stadig jævnligt en liveoptagelse af titelnummeret fra en koncert i Atlanta 1983, hvor jeg stadig flipper over hvor overdrevet fed en trommeslager Stewart Copeland er!

 

Prince:’ Lovesexy’ (1988)

Da jeg havde forladt News og skulle stå på egne ben, var det første, jeg gjorde, at danne et soulband med min ældste bror, Lars, som også er sanger og percussionist. Vi spillede gammel, klassisk soul (Aretha, Temptations, Sam&Dave) blandet med nyere funk, Sly Stone, Mothers Finest og Hathaway. På det tidspunkt var Prince dukket op med ’Purple Rain’ (1984)) og tog fuldstændig pusten fra os! Året efter kom det fantastiske album ’Around the world in a Day’ med en sang som ’Tamborine’, et skidesjovt nummer og da jeg selv var percussionist, var det fantastisk at øve sig til. Også sjovt at høre en tydelig inspiration fra Frank Zappa i hans vokalarrangementer. Min favorit vil altid være ’Lovesexy’, som er det album, der har fået mig hurtigst op af stolen nogensinde. Det er umuligt ikke at danse til startnummeret ’Eye No’! Mindblowing!

Se også: Emma Acs: Fem plader der ændrede mit liv

Tue West: ’Meldingen kommer’ (2005)

Jeg havde lige afsluttet et forhold og var ked af det. Gjorde op med en masse gammelt halløj i mit liv, og var i den forbindelse i gang med at male tre kæmpemæssigt enorme malerier. Den første dag jeg skulle starte arbejdet, ledte jeg efter noget musik at spille og Tues andet album var netop udkommet. Jeg havde været rigtig glad for hans debut fra 2003, fede sange, dejlig stemme, og da ’Meldingen kommer’ udkom, blev jeg endnu mere begejstret! Da track nummer to, ’Vent på mine Sange’ startede med det umiskendelige klavertema, begyndte jeg at græde. Og male. Da jeg havde grædt lidt, så opdagede jeg pludselig, at jeg gik og smilede, mens jeg arbejdede, så jeg spillede den igen. Det blev et slags afhængighedsforhold, den sang – lige der – i det rum – blev det musikalske bagtæppe til en vidunderlig arbejdsproces, som gjorde mig stærk. Jeg endte med at høre sangen nonstop indtil mine tre malerier var færdige. Det tog nogle måneder at lave dem, men ikke et sekund blev jeg træt af sangen og klaveret, den sang omgav hele oplevelsen med en varme og poesi, som løftede mig op og bar mig videre. Tak Tue.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer