Klokken 22.32 torsdag 1. december 2011 er det slut.
Sort Sol går af scenen på Gjethuset i Frederiksværk efter deres sidste koncert nogensinde. Måske.
Den gamle rockkøter har atter skambidt helt ind til benet, og showet i Nordsjælland er afslutningen på veteranernes massive genforeningsturné i 2011. Ingen - i hvert fald ikke Sort Sol - ved, hvad der nu skal ske.
– Nu findes vi ikke mere! udbryder guitarist Lars Top-Galia få sekunder efter, han er trådt ud af rampelyset.
Alt går ned nu
Sanger Steen Jørgensen og trommeslager Tomas Ortved er knap så definitive i deres udmeldinger om orkesterets tvivlsomme fremtid, men i følge Lars er der ikke større chance for at se Sort Sol igen, bare fordi genkomsten har været et triumftog:
– Vi har altid smadret det, der lykkes. Statistisk set går alt ned nu, lyder det konsekvent fra slængets markante lokomotiv.
MAGTFULDT MONUMENT OVER SORT SOL
Kun Gasolin’ kan true Sort Sols position som det bedste band i danmarkshistorien, og med en fortid, der strækker sig helt tilbage til efteråret 1977, så er Tomas trods alt ikke upåvirket af situationen:
– Det er sgu vemodigt. Men også en lettelse, for det er gået så godt. Vi har med vilje ikke kaldt det en afskedsturné, for så ville det virke patetisk, hvis vi så tog ud igen om nogle år, siger han inden lydprøven.
Uden alkohol
Tomas er stadig punk nok til at ryge indendørs, mens Steen er midt i en to måneders periode uden alkohol. Frontmanden sipper lidt betænkeligt til en Tuborg Super Light, mens han funderer over fortiden og fremtiden:
– Jeg føler ikke, vi er færdige nu. Vi har aldrig lydt bedre end i år, men jeg trænger til en pause, siger Steen, som ikke vil udelukke, at Sort Sol kan finde på at skrive nye numre. Han vil faktisk ikke udelukke noget som helst.
SORT SOLS FREMTID ER UAFKLARET
Lars, der har været alkoholfri i ti år, er som altid mere dramatisk i sine udmeldinger:
– De seneste tolv måneder har jeg vel brugt 250 dage på Sort Sol. Og det har været 250 dage med mavesårssmerter. Det svarer til at have været bortført, og nu er jeg fri igen!
Ses ikke privat
Gruppens medlemmer ses ikke privat, men det hænder da, at de mødes på gaden, som Lars udtrykker det. Typisk for Sort Sol er der intet arrangeret efter torsdagens koncert. Ingen fest, ingen lagkage, intet fyrværkeri.
– Det kan da godt være, vi snupper en bajer, smiler Tomas.
I så fald vil det være velfortjent. Måske endda en Sort Guld?