Spiller i gabende tom K.B. Hallen

Mads Langer skulle have spillet for 4500 mennesker, nu spiller han i stedet i en en helt tom hal

Mads Langer håber, du vil se med i morgen!

Mads Langer skulle fredag aften have fyldt K.B. Hallen i København med glade mennesker. Det sætter coronaen kontant en stopper for.

Mads Langer kan dog ikke stoppes! Han spiller alligevel.

Det bliver dog i en gabende tom koncerthal, at 36-årige Langer skal spille - men det bliver ikke uden publikum.

Mads Langers koncert kan ses og ikke mindst høres her på ekstrabladet.dk fredag aften.

Som de foregående fredage byder Ekstra Bladet på livemusik med nogle af landets største navne. Dizzy Mizz Lizzy lagde ud med en koncert fra deres øvelokale for 14 dage siden, men når nu man har hyret et stort spillested, hvorfor så fyre ikke den af derfra?

Se også: Folk i ekstase: Se Dizzy-koncerten her

- Det har altid været en drengedrøm for mig at skulle spille K.B. Hallen. Da coronakrisen ramte, måtte jeg selvfølgelig erkende, at jeg ikke kunne afholde koncerten med publikum. Men det, at jeg så alligevel spiller der på fredag, fylder mig med en kæmpe forventning og glæde. Og når nu jeg alligevel giver koncert på fredag så synes jeg faktisk, det er superfedt at spille min koncert netop i K.B. Hallen og ikke alle mulige andre steder. Jeg får lov til at stå der, hvor jeg oprindeligt skulle have spillet den aften, lyder det fra Mads Langer.

Helt alene bliver sangeren dog ikke i den store hal, der har plads til 4500 gæster, fortæller Mads Langer og løfter lidt af sløret for, hvad man kan se frem til, når han går på scenen i morgen aften.

- Man kan forvente at jeg selvfølgelig spiller min nye single, '21:4', som kommer ud på fredag. Derudover har jeg hele mit orkester med, så det er ikke bare en akustisk koncert. Vi har ikke set hinanden eller spillet sammen, siden vi blev stoppet midt i vores turné, så det bliver virkelig fedt. Vi elsker virkelig at spille sammen, så man kommer til at opleve en koncert med et orkester, der er lykkelige over at få lov at stå og spille sammen igen.

Se også: Gense The Sandmen-koncert her

Mads Langer bliver ikke snydt for at opleve K.B. Hallen fyldt med koncertgæster. Senere på året er der planlagt en ny koncert.

- Jeg glæder jeg mig selvfølgelig virkelig meget til at skulle spille der 13. november igen, hvor der forhåbentlig er fyldt med en masse mennesker.

Koncert med Mads Langer - LIVE på eb.dk fredag kl. 20

I en tid, hvor fællesskabet finder nye veje i det danske samfund, leder vi efter det, der forbinder os. På fredag har vi svaret. Mads Langer har i hele sin fantastiske karriere bevist, at han samler danskerne.

Mads Langer er en af Danmarks mest populære singer-songwriters. Han er på gaden med en ny single, '21:4', der er endnu en smagsprøve fra hans sjette album, der udkommer til efteråret.

Mads Langer debuterede tilbage i 2006 og har siden vundet et utal af priser og mange hjerter i sin fanskare. Med denne single beviser han, at han som sangskriver kan tumle med de helt store drenge. '21:4' er nemlig blevet til i samarbejde med en af komponisterne bag Beyoncés Grammy-vinder 'Halo' – E. Kidd Bogart.

Ved koncerten vil Mads Langer selvfølgelig spille '21:4', men vi kommer også til at nyde nogle af de numre, som har gjort ham til et af landets største navne.

Mads Langer skulle have spillet i en fuld K.B. Hallen på samme aften – en koncert, som er blevet rykket til 13. november. Men fredag står Mads med band og underholder for eb.dk-seerne i en nyopført og flot, tom sal.

Det er klokken 20, at du kan opleve Mads Langer live her på ekstrabladet.dk.

20 kommentarer
Vis kommentarer