Steen Jørgensen: Fem plader der ændrede mit liv

Sort Sol-sangeren fortæller op til sin forestående soloturne om fem musikalske åbenbaringer

Steen Jørgensen åbner sin længste soloturne onsdag 28. februar på Halsnæs Bryghus i Hundested. Koncerten er udsolgt. (Foto: Jonas Olufson)
Steen Jørgensen åbner sin længste soloturne onsdag 28. februar på Halsnæs Bryghus i Hundested. Koncerten er udsolgt. (Foto: Jonas Olufson)

Steen Jørgensen har før optrådt uden kollegaerne i Sort Sol, men aldrig i så intime rammer som på den forestående turne, der meget passende foregår under overskriften 'Closer'. 24 koncerter på nogle af landets mindste og mindre spillesteder med et helt enkelt set up, der kun består af Steen samt Rune Kjeldsen på guitar.  En enestående mulighed for at komme helt tæt på en af landets største sangere. I den anledning har vi bedt Steen om at gå reolerne og erindringen igennem og fortælle om fem plader, der rykkede hans verden.

Som altid i denne serie er der altså ikke nødvendigvis tale om ens yndlingsplader i dag, men fem af dem der virkelig har gjort en forskel undervejs.

Creedence Clearwater Revival: ’Cosmo’s Factory’ (1970)

- Særligt som meget ung kan det være helt tilfældigt hvilke plader, der maser sig ind i kroppens celler. Eller rettere, man tænker ikke over, hvorfor de gør det. Dette album bærer så mange bagudrettede referencer. Til ’de ældres’ musik: Motown, Orbison, Elvis. Og så John Fogertys egne, stærke sange. Rock af den gamle skole. Intenst serveret. Den (min) 11-12-åriges forestilling om rock’n’roll. Hvis du sætter den plade på, kan jeg stadig blive særdeles ophidset. Ophidset som en lille dreng. ’Better run thru’ the jungle and don’t look back’.

Per Vers: Fem plader der ændrede mit liv

The Doors: ’Strange Days’ (1968)

- Lige siden gud ved hvornår, har jeg været misundelig på The Doors. Deres helt vidunderlige udseende, logo, instrumenteringen, og sangene selvfølgelig. Dem ALLE. Også de mindre gode. De fire skarpe personligheder, der brændte seks album af på ganske få år. Det vel mest almindelige i musikverden, 5-6 albums på 3-5 år. Færdig. Jeg har tit forestillet mig et par Doors-plader mere, var Jim Morrison ikke død. Men det gør ikke noget. Det er alt rigeligt. Jeg lytter som regel dem alle sammen igennem en gang om året. Jeg overraskes hver gang af originaliteten. Og styrken. ’When the music’s over, turn out the lights’.

Television: ’Marquee Moon’ (1977)

- Tom Verlaine fra Television er en temmelig stor storbydigter – også på guitaren. Det må stå klart for enhver, der har lyttet indgående. Hans høje, luftige sansninger bragte noget nyt med sig. Det var næsten som at få skænket en lærer i poesi. I årene omkring ’Marquee Moon’ udkom, slugte jeg alt indenfor genrerne præpunk, postpunk, new wave, no wave, osv. Og rigtig meget musik fra den tid er stadigvæk spændende at lytte til. ’Marquee Moon’ og Suicides debut rækker ud over deres egen tid og sted. Tak for det! ’I fell right into the arms of Venus De Milo’.

Kira Skov: Fem plader der ændrede mit liv

Ornette Coleman: ‘Virgin Beauty’ (1988)

- Det var musikeren og kollegaen T.S. Høeg, der introducerede mig for Ornette Coleman. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg husker, at det var de to album ’Body Meta’ og ’The Empty Foxhole’. Og det var på Nørrebrogade. Jeg var 20-21 år og voldsomt interesseret i jazz. Miles Davis, Albert Ayler, Bill Evans m.m. Der er noget både stressende og stærkt frihedssøgende i Ornette Colemans musik. I spillet, klangen og strukturen. Noget jeg selv så absolut kunne relatere til og ja, stræbe efter. Denne plade er ikke svær at trænge ind i med sin umiddelbare skønhed, ørkenlandskaber og flirt med firserpoppen.

 

Lou Reed & Metallica: ’Lulu’ (2011)

- Det er dybt tankevækkende, at den mest interessante rockudgivelse de sidste 10-15 år skrives og synges af en mand på næsten 70 år. Der er altså håb for os alle. Om end man nok selv må skyde lidt lavere, sammenlignet med dette mesterværk af dimensioner. Det er selvfølgelig kongen af New York, vi har med at gøre. Og det er den syreætsende, vredt spruttende Lou Reed, der her er tilbage med, hvad der skulle blive hans sidste album. Sikken en svada, sikken en svanesang. Sikken en højere bevidsthed. Allerede i åbningslinjerne bliver vi glade: ’I would cut my legs and tits of/When I think of Boris Karloff’. Tak fordi jeg altid har følt mig velkommen – nærmest specielt inviteret – i dit ofte afvisende univers. R.I.P. 

Niels Skousen: Fem plader der ændrede mit liv

   

   

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt