Steppeulvens sidste musik-eksamen

Trommeslageren i Steppeulvene, Preben Devantier, arbejder på sit første solo-album i en alder af 72 år

Preben Devantier - det var et totalt stilbrud for mig at møde Eik Skaløe. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Preben Devantier - det var et totalt stilbrud for mig at møde Eik Skaløe. (Foto: Klavs Bo Christensen)

Han har prøvet lidt af hvert i årenes løb, den gamle trommeslager i Steppeulvene, Preben Devantier, der i dag er 72 år gammel – men hvor flere af de gamle kammerater er faldet fra, eller har mærket alderens tæring på helbredet, så er han stadig i topform.

Se også: Her er vinderne af Steppeulven 2015

Bopælen er en 25 kvm lille lejlighed ned til havnen i Svendborg med plads til et lille lydstudie, en seng, et te-køkken og et trangt brusebad, men det er nok.

Han forlanger ikke mere.

- Jeg må sige, at jeg sgu aldrig har haft det så godt som nu, siger han til Ekstra Bladet.

Undervejs i en karriere, der har strakt sig over mere end 50 år, har han ellers pådraget sig nogle af erhvervsskader, der kunne have fældet ham.

Således pådrog han sig Hepatitis C i de vilde 60’ere på grund af urene sprøjter, og næsten 40 år efter var hans lever ’ædt’ op, så han måtte igennem en lever-transplantation.

Den lykkedes fuldkommen takket være hans gode fysik, som ikke mindst skyldtes, at det var lykkedes ham at overvinde trangen til narkotika.

Artiklen fortsætter under billedet...

Eik Skaløe gjorde et voldsomt indtryk på sine omgivelser. (PR Foto)
Eik Skaløe gjorde et voldsomt indtryk på sine omgivelser. (PR Foto)
 

For ung til at dø
– Når man er på stoffer, kan man ikke gå fem meter uden at skal ned på knæ og hvile sig. Ikke sundt, og jeg tænkte, at jeg var sgu for ung til at dø, så jeg tog en ’kold tyrker’ og kom ud af det, siger Preben Devantier, der har været stoffri – og heller ikke hverken ryger eller drikker – siden det vilde år i 1967 med Steppeulvene.

Det er ikke alverden, man har hørt til ham, siden den legendariske hippie-gruppe med Eik Skaløe som sanger og tekstforfatter pakkede sammen efter bare ni måneder, der havde resulteret i det sagnomspundne ’HIP’-album og enkelte spille-jobs, hvor medlemmerne konstant – som Devantier husker det – havde politiet i hælene.

Artiklen fortsætter under billedet...

Steppeulvene spillede kun få koncerter, men hver gang var det med politiet i hælene, husker Preben Devantier. (PR Foto)
Steppeulvene spillede kun få koncerter, men hver gang var det med politiet i hælene, husker Preben Devantier. (PR Foto)
 

Eik Skaløe var egentlig ikke interesseret i at være popsanger, så da han – uden at sige farvel, ’i hvert fald ikke til mig’, siger Devantier – igen forduftede til Østen, betød det døden for gruppen. 

- Eik havde ellers tekster nok til endnu et album, og jeg syntes, vi skulle være fortsat med Stig Møller som sanger. Men problemet var, at han og bassisten Søren Seirup ikke kunne med hinanden. De var som ild og vand, og jeg sad i midten og skulle hele tiden glatte ud. Så det var dødsdømt, siger Preben Devantier.

Men Eiks udlængsel betød også hans død. I oktober 1968 begik han, totalt udpint, selvmord på grænsen mellem Pakistan og Indien, 25 år gammel.

En myte i dansk rock var hermed født.

Mere gård- end skønsanger
Men selvom han har været ude af søgelyset, har trommeslageren spillet hele tiden. Mest i det små med lokale, fynske bands, efter at han flyttede til Fyn i 1970 – og nu er han ganske uventet på vej med sit første solo-album, der ventes klar til udgivelse omkring 1. marts.

’Adam’ bliver titlen på en plade med musik, man ikke lige hører hver dag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er så mærkelig musik, som man kan forestille sig, indrømmer Preben Devantier om  sit kommende solo-udspil. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Det er så mærkelig musik, som man kan forestille sig, indrømmer Preben Devantier om sit kommende solo-udspil. (Foto: Klavs Bo Christensen)
 

Rap, punk, tyskermarch, gospel, bossa, salsa, pop og rock er blot nogle af de musikalske ingredienser fra spillemanden, som betragter sig selv som mere en gårdsanger end en skønsanger. Med fuld ret, skal vi skynde os at tilføje.

Der er ikke gået en Pavarotti tabt i Devantier.

- Musikken har ikke noget med Steppeulvene at gøre. Det er så dansk og så mærkeligt, som det næsten kan være, erkender han.

Pladen har været 10-12 år undervejs, og lumre tekster som ’Kussestress’ blander sig med betragtninger om den absurde hverdag tilsat porno-orgel og diverse andet godt fra studiet. Det hele serveres med et listigt glimt i øjet. Han har moret sig kosteligt, den gamle steppeulv.


I februar bliver der pustet liv i det legendariske band, når den nye film 'Steppeulven' får premiere. Se traileren her

Hjælp fra... Eik
En gammel Eik Skaløe-tekst, ’Kunikunde’, som Steppeulvene aldrig fik indspillet, er også med på pladen, og Devantier fik såmænd hjælp af... Eik.

– Pludselig en dag stod der en mand udenfor og bankede døren. ’Dav, jeg hedder Eik’, sagde han, og jeg inviterede ham indenfor. Han forklarede, at han havde fået navnet Eik, fordi hans mor var fuldstændig vild med Steppeulvene, og musikken og teksterne havde betydet ’så meget’ for hans opvækst.

– Hans navn er Eik Skibdal, og han er musiklærer, altså seriøs musiker. Jeg spurgte, om han kunne tænke sig at lægge noget musik på ’Kunikunde’, og det ville da være ham en stor ære, sagde han. En time efter havde han komponeret en god hook-line, der går igennem hele nummeret, fortæller Preben.

Endnu har han ingen aftale med et pladeselskab, men falder alt til jorden, er Preben Devantier villig selv til at få pladen udgivet.

- Jeg betragter ’Adam’ som en slags ’afslutnings-eksamen’ på min musik-karriere, siger Preben Devantier.

Artiklen fortsætter under billedet...

Peter Belli & Rivalerne røg i spjældet for at ryge hash. Ved siden af 'Mr. Peter' sidder Preben Devantier. Til venstre står bassisten Flob, som også er involveret i Devantiers solo-plade. (Polfoto)
Peter Belli & Rivalerne røg i spjældet for at ryge hash. Ved siden af 'Mr. Peter' sidder Preben Devantier. Til venstre står bassisten Flob, som også er involveret i Devantiers solo-plade. (Polfoto)
 

I fængsel med Peter Belli
Den startede med Melvis & His Gentlemen i starten af 60’erne, men rigtig fart på kom der, da han blev medlem Peter Belli & Rivalerne i 1966.

- Vi havde så travlt, at vi sommetider måtte bede om pauser for at kunne klare det. De knægte drak en flaske whisky om dagen. Jeg fik dem omvendt til hash. Det blev vi så knaldet for efter et års tid.

Se også: Dansk rockhistorie: Et vanvittigt trip

Se også: Steppeulven sprang i kanalen

Se også: Niels Skousen: Fem plader der ændrede mit liv

Band-medlemmerne blev alle idømt hæftestraffe efter - lokket i en fælde af bladet Børge’s ejer, Erik Haaest - at have indrømmet i radioen, at de havde røget hash.

Da alle var på fri fod igen, var det slut med gruppen.

– Vi var alle paranoide over, hvad vi hver især mon havde sagt under politi-afhøringerne. Vi kendte jo intet til afhøringer, men det gjorde politiet. Så var vi færdige, og jeg var arbejdsløs.

Det var Søren Seirup også på det tidspunkt, hvor de to havde slået pjalterne sammen. Der blev røget hash og det, ’der var værre’. En aften skulle de i biffen og se den nye James Bond-film, og ude på toilettet listede en fyr op bag dem og begyndte at synge linjer fra ’Dunhammeraften’.

Voldsomt stilbrud
Det var Stig Møller.

’Hej’, sagde han, ’kunne I tænke Jer at være med i et band med mig og Eik?’, og vi var jo arbejdsløse, så det ville vi da gerne. Så var vi med i Steppeulvene derfra.

Artiklen fortsætter under billedet...

Eik Skaløe og Stig Møller i den varme sommer 1967. (Polfoto)
Eik Skaløe og Stig Møller i den varme sommer 1967. (Polfoto)
 

Steppulvene i det muntre hjørne på Strøget. (Polfoto)
Steppulvene i det muntre hjørne på Strøget. (Polfoto)
 

- Kendte du Eik Skaløe?

- Overhovedet ikke, men så blev jeg jo præsenteret for ham. Og for en mand som mig, der stammede fra et almindeligt, småborgerligt hjem, var det et voldsomt stilbrud. Jeg havde knapt været udenfor Valby Bakke. Og her var han, der allerede først i 20’erne havde rejst rundt i Kabul, Nepal og alle mulige andre steder. Han gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg kom ind i hippe-miljøet, og i kraft af især stofferne blev jeg klar over, at der var mere imellem himmel og jord, end man lige gik rundt og forestillede sig.

- Hvordan var Eik Skaløe?

- Han var bare vild. Alt rørte ham en skid. Jeg kan huske, vi var inde i Radiohuset, og da vi så kom ud, stod der en Velo-knallert. Han mente, alle Veloer var fælles-eje. Så den hoppede han bare op på og kørte væk. Fuldstændig ligeglad. Men jeg fulgte ham ikke så tæt, han havde sine egne venner, som han også rejste med.

Artiklen fortsætter under billedet...

'HIP' - en dansk rockklassiker, der netop er genudsendt. (PR Foto)
'HIP' - en dansk rockklassiker, der netop er genudsendt. (PR Foto)
 

- Hvad tænkte du, da han døde?

- At det var ærgerligt. Det kunne have været et fedt band.

- Hvad blev der så af Søren Seirup?

- Han har fået en sygdom, der gør, at knoglerne falder sammen. Hans hoved sidder nede mellem skuldrene, og han kan ikke gå. Han bor i en beskyttet bolig og ligger og ser fjernsyn dagen lang.

’HIP’ er netop blevet genudsendt med ekstra materiale, og 18. februar er der  premiere på spillefilmen om Eik Skaløe, ’Steppeulven’.

1 af 5 Eik Skaløe i 1967. (PR Foto)
2 af 5 Preben Devantier i 1967. (PR Foto)
3 af 5 Stig Møller i 1967. (PR Foto)
4 af 5 Søren Seirup i 1967. (PR Foto)
5 af 5 Preben Devantier - det var et totalt stilbrud for mig at møde Eik Skaløe. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Townes Van Zandt: 'Sky Blue' (Fat Possum-album/Ude 8. marts)
2.Ray Charles: 'Modern Sounds in Country and Western Music, Volumes 1 & 2' (Concord-albums/Ude igen 26. april)
3.Demon Head: 'Hellfire Ocean Void' (Svart-album/Ude 22. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.The Entrepreneurs: 'Noise & Romance' (Tambourhinoceros-album/Ude nu)
2.Beirut: 'Gallipoli' (4AD-album/Ude nu)
3.Sharon Van Etten: 'Remind Me Tomorrow' (Jagjaguwar-abum/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen