Stjernen i Royal Arena: Jeg vil hjem!

Sanger Corey Taylor fra det amerikanske metalband Slipknot lider af akut hjemve før aftenens koncert

Corey Taylor i spidsen for Slipknot, da orkesteret fra Des Moines, Iowa var hovednavn på festivalen Copenhell sidste år. Foto: Per Lange
Corey Taylor i spidsen for Slipknot, da orkesteret fra Des Moines, Iowa var hovednavn på festivalen Copenhell sidste år. Foto: Per Lange

11.000 fans glæder sig til at opleve Slipknot i Royal Arena i aften. Men det maskerede metalbands frontmand, Corey Taylor, ser mest af alt bare frem til at vende tilbage til USA.

Fem timer før showtime sidder sangeren backstage på Amager og udbryder:

- Jeg er klar til at tage hjem! Vi har været på landevejen i næsten syv uger nu, og jeg er officielt nået til den del af turnéen, hvor det eneste, der gør, at jeg ikke bliver fucking sindssyg, er koncerterne.

Se også: Renser ud: Man tror ikke sine ører

Corey Taylor er tilsyneladende ligeså færdig som sine forrevne jeans:

- Jeg savner mine børn. Jeg savner min kone. Jeg savner mit hus. Jeg savner det hele!, nærmest råber han som i en slags afsporet form for afmagt.

Det er vanvittigt
Mere end tyve år i spidsen for et af klodens vildeste bands har sat sine spor.

- Jeg bliver nødt til at minde vores manager om, at vi ikke er 25 år længere. Nogle gange spiller vi seks dage i træk. Jeg aner ikke, hvordan min stemme kan holde til det, og jeg aner ikke, hvordan min krop holder til det. Det er vanvittigt, siger Corey Taylor med et skævt smil.

Se også: Helvede venter: 12.009 i amokrus

Den 46-årige verdensstjerne, som også leder bandet Stone Sour, erkender dog, at hans tilværelse kunne være noget værre:  

- Det kører for Slipknot for tiden, og jeg ved godt, jeg lyder som en brokrøv, men jeg har en masse at være taknemmelig for.

Slipknot i forbindelse med pladen 'We Are Not Your Kind', der udkom i august. Foto: Alexandria Crahan-Conway
Slipknot i forbindelse med pladen 'We Are Not Your Kind', der udkom i august. Foto: Alexandria Crahan-Conway
 
Corey Taylor har været stoffri i tyve år, og det er ti år siden, han senest drak alkohol. Selv smøgerne kvittede han i 2015. Nu står den på helsediæt, og sangeren er kun afhængig af kaffe og chokolade, forklarer han og klasker sig på sin lille topmave under T-shirten med Johnny Cash.

- Jeg træner stort set hver dag. Ellers kan jeg simpelthen ikke klare at optræde. Men jeg har fået konstateret gigt og har konstant ondt i fødder og knæ. Jeg er bare nået den alder, hvor det simpelthen er blevet meget sværere at gøre det, jeg gør, fortæller han.

De er alle vegne
Corey Taylor er opereret i begge knæ og har en brækket nakke samt mere end 1000 koncerter bag sig. I aften er der endnu en.

- Nu er vi her, så jeg slipper vist ikke! skraldgriner han.

Se også: Verdensstjerne brækkede nakken

Næste uge er han hjemme igen. Så går der lidt tid, før landevejen trækker igen:

- Efter et par uger eller en måned derhjemme, så begynder jeg at blive træt af at stå op klokken seks for at køre mine unger i skole.

Allerede i marts hærger Slipknot gennem Asien. Og heller ikke i år får Corey Taylor sommerferie. Slipknot er alle vegne. Også på Smukfest i august.

Corey Taylor flankeret af Slipknots Jim Root (til venstre) og Clown anno 2015. Foto: Victor Chavez/Getty Images
Corey Taylor flankeret af Slipknots Jim Root (til venstre) og Clown anno 2015. Foto: Victor Chavez/Getty Images

24 kommentarer
Vis kommentarer