Støjberg om festivaler: - Det er helt urimeligt

Inger Støjberg sidder i Folketingets kulturudvalg, og hun finder det voldsomt urimeligt, at festivalerne fortsat må vente på en udmelding

Inger Støjberg opfordrer kraftigt regeringen til at melde ud om festivalernes muligheder for afholdelse hurtigt. Foto: Jens Dresling
Inger Støjberg opfordrer kraftigt regeringen til at melde ud om festivalernes muligheder for afholdelse hurtigt. Foto: Jens Dresling

Der kommer ikke nogen afklaring på, om sommerens festivaler bliver til noget eller ej lige foreløbig.

Det oplyste statsminister Mette Frederiksen tidligere torsdag under et besøg i Hillerød.

- Jeg afventer de politiske diskussioner og det ekspertarbejde, som snart er afsluttet, lød det fra Mette Frederiksen.

Den udmelding er løsgænger i Folketinget og medlem af Kulturudvalget Inger Støjberg dog ikke tilfreds med.

Til Ekstra Bladet fortæller hun, at hun mener, festivalerne skal have besked nu.

- Festivalerne bliver nødt til at have en afklaring, især dem der ligger tidligt på året. Det er en helt urimelig situation, de står i, hvor de ikke ved, om de skal aflyse, eller om de kan afholde festival på nogle helt andre præmisser, end de er vant til, siger hun.

Ikke kun publikum
Støjberg er selv flittig festivalgænger, men det er ikke kun publikum, det handler om, siger hun.

- Det er ikke bare et spørgsmål om folk, der gerne vil til festival, det handler også om alle de mange tusind frivillige. Det griber enormt meget ind i, hvordan sommeren skal planlægges, og det har enormt stor betydning for lokalområdet.

- For eksempel er der tæt på 5000 frivillige på Nibe Festival, og i gennemsnit giver de 2 millioner kroner om året til foreningslivet i det nordjyske.

Trækker tiden ud
Inger Støjberg fortæller, at kulturudvalget i Folketinget var blevet oplyst, at anbefalingerne fra ekspertgruppen ville komme midt i april, så derfor forventer hun en udmelding de nærmeste dage.

- Man kan ikke være det bekendt over for alle de frivillige i forhold til den uvished, de går i, siger hun og fortsætter:

- Man kan godt have regeringen mistænkt for, at de prøver at trække tiden ud, så festivalerne selv kommer til at skulle træffe beslutningen om at aflyse. Det er ikke en særlig populær beslutning at skulle træffe som statsminister, men hun må være sit ansvar bevidst over for alle de mange frivillige. Det er jo ikke for egen vindings skyld, at de bruger så meget tid på det.

Kulturministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at man håber på en anbefaling fra ekspertgruppen i denne uge. Når den foreligger, indkalder regeringen til forhandlinger med aftaleparterne bag rammeaftalen om genåbning af 22. marts.

Ekspertgruppen skulle have præsenteret sit forslag medio april og er altså forsinket.

Ved Ekstra Bladets henvendelse henviser Statsministeriet til Kulturministeriet for svar.

Inger Støjberg på Smukfest i Skanderborg i 2013. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Inger Støjberg på Smukfest i Skanderborg i 2013. Foto: Mikkel Berg Pedersen