Stor festival scorer verdensnavn

Copenhell henter legendariske Judas Priest tilbage til rabalderet på Refshaleøen i sommeren 2021

Rob Halford i spidsen for engelske Judas Priest under bandets første koncert på Copenhell i 2011. Foto: Per Lange
Rob Halford i spidsen for engelske Judas Priest under bandets første koncert på Copenhell i 2011. Foto: Per Lange

Judas Priest kommer alligevel på Copenhell. Det bliver bare næste år.

Det hæderkronede metalband var blandt hovednavnene til sommerens udsolgte metalfestival, der blev aflyst på grund af coronaepidemien, men det er allerede lykkes arrangørerne at overtale Rob Halford og co. til at dukke op i 2021 i stedet.

Se også: Stålsatte: Legenderne nægter at dø

Judas Priest har legendestatus inden for heavy metal, som englænderne var med til at støbe i 1970'erne.

Gruppen, der kunne fejre 50 års jubilæum i 2019, optrådte også på den anden udgave af Copenhell i 2011.  

Mister Maiden
Den hårdtslående festival i hovedstaden har overført yderligere fem internationale bands fra årets plakat til næste års program. Det drejer sig om Jinjer, Agnostic Front, Northlane, Gatecreeper og Crypt Sermon.

For nylig kom det frem, at sommerens ubestridte topnavn, Iron Maiden, ikke spiller på festivaler i 2021, så dem går Copenhell altså glip af.

Se også: Festival hårdt ramt: - Et stort tab

Festivalens chef, Jeppe Nissen, har tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at han håber at kunne præsentere to tredjedele af årets program til næste år.

Copenhell anno 2021 finder sted på Refshaleøen fra onsdag 16. juni til lørdag 19. juni.

Copenhell trækker typisk op mod 30.000 heavyfans til hovedstaden, når der ikke er coronakrise. Foto: Per Lange
Copenhell trækker typisk op mod 30.000 heavyfans til hovedstaden, når der ikke er coronakrise. Foto: Per Lange
 

41 kommentarer
Vis kommentarer