Høj musik, kolde fadøl og fest natten lang.
Den herlige kombination blev tusindvis af danskere i sommer snydt for, da festivaler landet over måtte aflyse på grund af corona.
Den lumske virus er desværre ikke et overstået kapitel, og det fik onsdag DGI til at udskyde det stort anlagte landsstævne, der skulle have fundet sted i Svendborg i juli måned 2021 med deltagelse af omkring 25.000 mennesker.
- Det har været en svær beslutning at udskyde Landsstævnet til 2022, men det er det eneste rigtige at gøre. Et Landsstævne skal være en helt særlig oplevelse for både deltagere, gæster, frivillige og værtskommunen, og corona-situationen gør det umuligt for os at planlægge på en måde, så vi kan sikre gode oplevelser med masser af idræt, bevægelse og fællesskab i 2021, siger DGI's formand Charlotte Bach Thomassen i en pressemeddelelse.
Kæmpe arrangement udskydes fra 2021 til 2022
Mens DGI har valgt at kaste håndklædet i ringen, så lyder det samstemmende fra de festivalerarrangører, som Ekstra Bladet har været i kontakt med, at de arbejder frem mod at kunne holde festival næste år.
- Vi sætter alt ind på at kunne afvikle Smukfest i 2021, siger Søren Eskildsen, der er ordførende direktør for festivalen.
Han fortæller, at Smukfest har et tæt samarbejde med myndighederne om tiltag, der vil kunne gøre festivalen så coronasikker som overhovedet mulig. Og det samarbejde forventer han kun bliver tættere de kommende måneder.
- Man kan undre sig over, hvordan I vil kunne afvikle en festival med fest og farver, når DGI vurderer, at de ikke kan holde landsstævne. Hvad er forskellen?
- For os er det at holde store arrangementer med mange mennesker vores kerneydelse. Vi laver simpelthen ikke andet, og derfor er vi de bedste til det. DGI laver mange andre ting, som de er rigtig gode til. Det er forskellen, siger Søren Eskildsen.
At fremtiden med covid-19 er svær at spå om, erkender direktøren.
- Vi har kendt til corona i seks måneder. Der er knapt et år til, vi skal afvikle festival. Men som sagt, sætter vi alt ind på at Smukfest 2021 bliver til noget.
Brian Nielsen, der er festivalchef på både fynske Tinderbox og aarhusianske NorthSide, er ikke meget meddelsom i forhold til næste års to store musikarrangementer, som han står i spidsen for.
'Vi forventer at lave festival i 2021 og arbejder derefter', skriver han i en mail og har derudover ingen kommentarer.
Til musikmagasinet Gaffa efterlyste han i august måned, at netop dialogen mellem myndighederne og festivalarrangørerne blev bedre.
– Vi har brug for en dialog omkring tiltag for at sikre festivalerne i 2021. Vi kan godt skabe et covid-19-sikkert miljø, det kan for eksempel være, at hver person skal have et corona-pas for adgang, temperaturcheck ved indgang, mulighederne er mange, og jeg er da sikker på, at de dygtige danske festivalarrangører godt kan skabe et sikkert miljø for publikum, sagde Brian Nielsen til Gaffa.
Lige som Tinderbox og NorthSide er meldingen fra Heartland også, at festivalen afvikles på Egeskov Slot fra 27. til 29. maj som planlagt.
- Vi arbejder videre på, at der kommer en festival. Som det kan ses på vores hjemmeside, sælger vi billetter til arrangementet og har også det første musiknavn ude, siger talskvinde for Heartland Janne Villadsen kort og uden ville uddybe yderligere.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Roskilde: Vi holder en form for festival
Coronapandemien betød, at Roskilde Festival ikke fik holdt sit 50 gangs jubilæum denne sommer. Men Christina Bilde, der er talsperson for festivalen, regner fuldt ud med, at det kommer til at ske i 2021.
- Vi har ikke opgivet håbet, og vi forventer, at vi skal holde Roskilde Festival i 2021, men vi forventer ikke, at det bliver helt i den form, som vi plejer, siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter.
- Vi er i en ny situation med covid-19, og vi håber, at vi kan bidrage til viden og nye løsninger til arrangementer med mange mennesker. Vi har et stort netværk ude i verden, som vi taler med og deler erfaringer med. Vi har faglig viden og erfaring om crowd management, som kan sættes i spil. Så på den måde håber vi, at vi kan bidrage til at finde nye løsninger.
- Når du siger en anden festival end det plejer at være, betyder det så færre gæster eller hvad?
- Det er alt for tidligt at sige noget om. Vi kan ikke være så konkrete endnu. Det er ikke brugbare gisninger på nuværende tidspunkt, siger Christina Bilde og fortæller, at mens DGI må udskyde landsstævnet, fordi det var for svært at planlægge et så stort arrangement midt i coronatiden, så forholder der sig anderledes med Roskilde Festival.
- Vi var nået meget langt i planlægningen af 2020-udgaven af Roskilde Festival, da Danmark lukkede ned. Den planlægning har vi rundet af, så vi kan tage den op og gå videre med den. Vi skal altså ikke starte forfra. Vi kan selvfølgelig heller ikke bare tage planen op en til en, men vi er langt, siger hun.
- Så en Roskilde Festival i 2021 er realistisk?
- Ja, det tror vi på.