Svigter: Bare ikke godt nok

Rasmus Seebach stræber efter tiltrængt fornyelse, men han er til at kende på småkedelig ny single

Rasmus Seebach giver sin lyd mere glans med mat resultat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rasmus Seebach giver sin lyd mere glans med mat resultat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rasmus Seebach: 'Så længe vi danser' (Capitol/Universal)

Der er grænser for, hvor mange gange man kan synge den samme sang. Og det ved Rasmus Seebach.

Så for det mest populære musiknavn i Danmark i nyere tid handler det om at udvikle sig uden at skræmme stampublikummet - det vil sige halvdelen af befolkningen - over til Volbeat eller noget endnu værre.  

Den svære øvelse mestrer Seebach ikke helt på sin tempofyldte nye single, ’Så længe vi danser’, men han prøver faktisk. Skæringen når bare ikke samme højder som ’Engel’, ’Olivia’ og ’I mine øjne’.

The Weeknd er blevet en af tidens allerstørste popstjerner ved at tilføre sin sound noget funklende glitter, og det samme forsøger Seebach, som skruer op for 80’erne på en sang, der handler om at danse sig fra sine problemer.

Slidt rytmeboks
Københavneren kan dog ikke løbe fra, at rustbehandlingen af hans karakteristiske udtryk er for diskret til, at den føles forfriskende, så man vipper lidt med sandalen i stedet for at snøre danseskoene.

I vanlig stil er nummeret melodisk velfunderet, og Seebach synger som altid fortrinligt og med nærvær, men er det virkelig nødvendigt, at bruge ’uh, uh’ og ’åh, åh’ hver evig eneste gang? Ja, det er det åbenbart.

Igen lader han handlingen udspille sig i nattelivet, mens sangen uundgåeligt er spækket med effekter fra den slidte rytmeboks, Rasmus har arvet fra Tommy.

Når danskerne hører ’Så længe vi danser’ i radioen, vil de færreste tro, Sort Sol er tilbage, og det er jo en kvalitet at have skabt en let genkendelig lyd. Men Seebach sidder fast i sin.

Coveret til Rasmus Seebachs single 'Så længe vi danser', som ikke umiddelbart følges op af et album.
Coveret til Rasmus Seebachs single 'Så længe vi danser', som ikke umiddelbart følges op af et album.