Det jyske popband Blaue Blume har aflyst både forårets og sommerens koncerter.
Blaue Blumes sanger, Jonas Smith, oplyser på Facebook, at han meget mod sin vilje har opgivet at gennemføre koncerterne på grund af en svær depression.
Jonas Smith skriver blandt andet:
'I starten af december sidste år, lige efter at have færdiggjort, hvad der forhåbentlig snart bliver vores næste album, befandt jeg mig dybt nede i en depression. Mit hår faldt af i totter, mine ører genererede hylende overtoner til lyden af min egen vejrtrækning, og jeg havde svære angstanfald.'
Jonas Smith forklarer videre, at han er i bedring:
'Jeg er så småt ved at få mit liv tilbage, men uanset hvor meget det brænder i mig for at stå på en scene og synge igen, er jeg nødsaget til at aflyse alt liveaktivitet for en tid. Det ærgrer mig ubeskriveligt meget, men jeg ved, at det ikke kan være anderledes lige nu.'
Se også: Blåt hjerteblod på Heartland
Blaue Blume havde planlagt koncerter i blandt andet Musikhuset Aarhus, Bremen Teater i København og på Jelling Musikfestival.
Kvartetten fra Kolding fik et mindre gennembrud med det anmelderroste debutalbum 'Syzygy' fra 2015.
Bandet har de senere år spillet på Roskilde Festival, Smukfest og Heartland Festival.