Teenager nedlægger Danmark

HITLISTENYT: Den californiske popsensation Olivia Rodrigo har både ugens største album og single

Olivia Rodrigo beviser, at hun er meget mere end et one-hit wonder. Foto: Jason Mendez/Getty Images
Olivia Rodrigo beviser, at hun er meget mere end et one-hit wonder. Foto: Jason Mendez/Getty Images

Det kører for Olivia Rodrigo.

Popstjernen bag årets største hit, 'Drivers License', lægger nu Danmark og resten af verden ned igen med sit roste debutalbum, 'Sour', og singlen 'Good 4 U'.

De to udgivelser er gået helt til tops på ugens respektive charts herhjemme, og den blot 18-årige komet fra Californien gentager bedriften ved at være nummer et på både singlelisten og albumcharten i lande som USA, Storbritannien og Australien.

Olivia Rodrigo er den yngste nogensinde, der opnår en såkaldt 'chart double' i Storbritannien.

'Sour' er samtidig det første debutalbum i amerikansk musikhistorie med to singler, som tager førstepladsen.

Sangerinden markerer sig desuden med årets hidtil største albumsalg i løbet af første uge i USA og Storbritannien.

Gamle nyheder
Udover 'Sour' er der ingen nyheder på top ti af den danske albumliste, men to gamle plader har fået en kommerciel revival efter at være blevet genudsendt.

My Bloody Valentines klassiker 'Loveless' er noget overraskende nummer fem, mens D-A-D sender 'Soft Dogs' ind på 9. pladsen.

Måneskin består blandt andre af den dansk-italienske bassist Victoria De Angelis. Foto: Sony
Måneskin består blandt andre af den dansk-italienske bassist Victoria De Angelis. Foto: Sony

Der er heller ingen nyheder på singlechartens top ti, hvor italienske Måneskins vindersang fra Eurovision, 'Zitti e buoni', dumper ind som nummer 18.

Fyr og Flammes danske bidrag, 'Øve os på hinanden', der som bekendt røg ud i semifinalen, er på 19. pladsen efter ti uger på top 40 og en enkelt uge på toppen.

Lukas Grahams aktuelle single, 'Happy for You', holdt kun en uge på top 40.

Se den aktuelle danske singlechart og albumliste, der medregner streaming samt fysisk og digitalt salg, på hitlisten.dk

Næste uge har nye udgivelser fra Artigeardit, Drew Sycamore og DMX mulighed for at blande sig på albumcharten.

Rapperen Artigeardit, der kommer fra Gladsaxe, har netop udgivet karrierens tredje album. Foto: Sony
Rapperen Artigeardit, der kommer fra Gladsaxe, har netop udgivet karrierens tredje album. Foto: Sony