Thomas Helmig: Fem plader der ændrede mit liv

Den turnéaktuelle sanger fortæller om en håndfuld plader, der har gjort en afgørende forskel

26 byer landet over vil de kommende måneder få besøg af Thomas Helmig, der drager på soloturné under overskriften 'Mutters Alene'. (Foto: Morten Rygaard)
26 byer landet over vil de kommende måneder få besøg af Thomas Helmig, der drager på soloturné under overskriften 'Mutters Alene'. (Foto: Morten Rygaard)

Torsdag 17. september starter Thomas Helmig i Glassalen i Tivoli under overskriften 'Mutters Alene' sin første soloturné, der vil byde på både nyt materiale, omarrangerede klassikere samt fortolkninger af andres materiale. I den anledning bad vi ham pege på nogle af de plader, der har været med til at forme ham.

 - En fuldstændig umulig opgave, Dylan alene har vel lavet 10 plader der på en eller anden måde efterlod mig forandret, og hvad med Gnags eller Gasolin, eller C.V.? Eller Chuck Berry eller The Meters, eller Van Morrison, eller Muddy Waters eller Marvin Gaye ?

Helmig er som de fleste andre adspurgte frustreret over fravalgene i denne alvorlige spøg, men det er jo en del af sporten, og han remser yderligere en lang række navne op, der har sat et spor i ham, men med pistolen for panden ender han på nedenstående fem:

Bob Dylan: Blood on the Tracks (1975)

 - Sangene blev indspillet med garvede 'session cats' i New York, og derefter med, knap så garvede lokale helte i Minneapolis (Dylans brors venner). Dylan havde lige lært at spille med 'Open D Tuning', og det var nok til at inspirere ham til at skrive denne eksplosion af fantastiske sange, og på tekstsiden blev han hjulpet på vej af en smertefuld skilsmisse.  Hjerterystende sange som 'Idiot Wind', 'Tangled up in Blue' og 'You're a Big Girl Now', følges hånd i hånd med Tin Pan Alley perfekte kompositioner som 'Simple Twist of Fate', 'Buckets of Rain', og 'If You See Her, Say Hello', og for at det ikke skal være løgn, byder pladen også på to af de bedste film, der nogensinde er lavet: 'Lily, Rosemary and the Jack of Hearts', hvor handlingen jonglerer med 3 personer, mens den virkelige hovedrolle (The Jack of hearts) hele tiden opholder sig i skyggen, og 'Shelter from the Storm', hvor al tidsfornemmelse er fjernet i en kalejdoskopisk fortælling, der forgår nu og i morgen og for længe siden, på samme tid! Dylan valgte selvfølgelig Minneapolis indspilningerne, på nær den voodoo-agtige 'Meet Me in The Morning', en skilsmisseblues så mørkeblå at jeg stadig bliver foruroliget over de hjørner af mig selv, den rører, hver gang jeg hører den.

 

The Clash: London Calling (1979)

 - Alt hvad de lavede holdt vand, selv 'This is England', men for mig er det denne her, jeg vender tilbage til (og det sker ofte). Det er selve lyden af glæden ved musik, lyden af musik som en mulig vej. En bumlet vej, ja men den eneste mulige, hvis der er så meget tryk på ens kedler og man har så meget på hjerte, der SKAL ud, at man ikke kan lade være med at skrive det ned på lokumspapir (som så falder ud af lommen), og som man alligevel glemmer, indtil man endelig står og skråler ind i en mikrofon i et studie. Han (Joe Strumner) havde SÅ meget på hjertet her, og alle i bandet havde det ligesådan, hans stemme var det rør de slingrede igennem sammen. De blev, lidt misvisende, kædet sammen med punkbølgen, som de godt nok startede som en del af, for så senere at blive et af de bedste rock’n’roll bands nogensinde. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe en nat i Joe Strumners selskab, vi drak og sang, og så drak vi lidt mere, bare os to (vi sang bl.a 'Amazing Grace' og kønt var det ikke), og han var den sødeste og sjoveste mand, man kunne ramle ind i kl. 0 3.00 om natten på et hvilket som helst sted på kloden, men det er en anden historie. For dem der kunne være interesserede, så prøv at hør hvor fedt bandet spiller på 'Spanish Bombs'.

 

Se også: UFO: Fem plader der ændrede mit liv

Stevie Wonder: 'Songs in the Key of Life' (1976)

- 'Good morn`or evening friends, here's your friendly announcer'... Så er jeg solgt, der er ikke en sang på den plade, som ikke bærer et medmenneskeligt budskab i sig, sådan er han! Og det skinner igennem hele pladen. Det er ikke på noget tidspunkt forceret, det er er bare en meget, meget talentfuld sanger med hele planeten på sine skuldre, og lidt senere samme planet for sine fødder. Den plade smitter bare, og det vil den aldrig holde op med. Basgangen i 'I Wish' er ligeså funky i dag, som da den udkom, og hans 'I love you, I love you, I love you' på 'Knocks Me off My Feet', er den sorte musiks 'She loves you yeah, yeah, yeah' den dag i dag. Jeg har lært mere af den plade end nogen andre. Jeg lærte, at det er okay og nødvendigt at underholde, så længe, det der ligger under, holder.

 

John Lennon: Rock'N'Roll (1975)

 - Når nu John Lennon har skrevet så sindssygt mange fantastiske sange, er det selvfølgeligt lidt mærkeligt at vælge en plade, hvor han fortolker andres sange, men der er ikke noget at gøre, jeg faldt pladask, første gang jeg hørte den, og gør det stadigt hver gang ! En sanger i sit livs form sammen med et band, der swinger så saftigt, at man kan mærke det helt nede i de nederste regioner. 'Do You Wanna Dance' lyder her som en opfordring til meget, meget mere end bare en dans. Lennon voksede op til lyden af den her musik, og efter alle årene med The Beatles og Love and Peace og mega stardom er det her lyden af en formidabel kunstner, der bliver sat fri.

 

Se også: Fallulah: Fem plader der ændrede mit liv

The Rolling Stones: Sticky Fingers (1971)

 - Grunden til at valget faldt på denne Stones-plade, er nok, at det er en af de plader, jeg hørte mest i min barn og ungdom. Jeg hører den stadig jævnligt, og bliver hver gang forbavset over den overnaturlige forståelse bandet spillede (og indimellem stadig spiller) med.  Groovet i 'Brown Sugar' er stadig mere beskidt end noget nogen andre er kommet op med siden, og 'Moonlight Mile' er ligeså dragende i dag som dengang. Og på 'You Gotta Move' kan man høre, at bluesmusikken ikke bare var en jakke bandet tog på, det var dyb alvor for dem.  Pladen udkom for nylig i en ny-restaureret deluxe udgave, bl.a. med alternative takes. Alt sammen vældigt interessant for os fans, men den understregede blot, at bandet vidste præcis hvad de gjorde tilbage i 1971, da ingen af de gemte versioner var bedre end dem, der endte på pladen. Coverets artwork kombineret med titlen var Classic Stones - dårlig smag på den fede måde.

 

16 kommentarer
Vis kommentarer