Tinderbox festede for skattepenge: Det er ikke så fedt

Odense Kommune har postet millioner af skattekroner i den nye fynske festival

Odense Kommune er har støttet Tinderbox på flere forskellige måder. Foto Anthon Unger
Odense Kommune er har støttet Tinderbox på flere forskellige måder. Foto Anthon Unger

Der var betalt for billetten til Tinderbox mere end en gang, da lokale festivalgæster fra Odense slog sig løs på den anden udgave af den nye musikfestival. Ud over at slå hul på sparegrisen og betale over 1500 kroner for en adgangsbillet til festivalens tre dage, havde de også betalt for festlighederne over skatten.

Som Ekstra Bladet tidligere har skrevet, så har Odense Kommune nemlig spyttet godt i kassen til Tinderbox.

Tinderbox på støtten: Skattekronerne vælter ind

Alt i alt støtter kommunen Tinderbox med 3,55 millioner kroner om året de første fem år af festivalens levetid. Udover støtte-ordningen har Odense kommune også indgået en fem-årig sponsoraftale med Tinderbox, der sikrer festivalen alt i alt 12 millioner kroner. Årligt giver det 2,4 millioner kroner i kassen. Samtidig stiller Odense kommune Tusindårsskoven til rådighed for festivalen i fire uger - tre uger før og en uge efter festivalen - for 50.000 kroner.

- Det er både godt og skidt, at kommunen bruger penge på det. Jeg bor selv her i Odense og synes, at det er et godt initiativ. Vi har manglet sådan noget som det her, siger Vibeke Madsen, der var gæst på årets Tinderbox.

- Men når så der samtidig skal spares på børne- og unge-området, så er det måske ikke så godt alligevel. Så jeg har det egentlig lidt ambivalent med det, siger hun.

Tinderbox og NorthSide giver underskud

Christina Rolam, der bor lige uden for Odense Kommune, synes derimod, at det er helt i orden at feste for skattepenge.

- Det her er meget mere end bare en fest for skattekroner. Det giver også noget tilbage. Det er en god måde at samles på, og det er en rigtig fin festival det her, siger hun.

- Jeg ville ikke have noget imod at min kommune bruge penge på et arrangement som dette, siger Christina Rolam. Foto: Anthon Unger
- Jeg ville ikke have noget imod at min kommune bruge penge på et arrangement som dette, siger Christina Rolam. Foto: Anthon Unger
 

Jesper Nørskov Søndergaard er derimod ikke så begejstret for, at der er skattepenge med, når det skal arrangeres festival i Tusindårsskoven i Odense.

- Det synes jeg faktisk ikke er så fedt. Jeg ville da hellere feste for mine egne penge, hvis man kan sige det sådan.

- Nu er det jo kun her i opstartsfasen, at kommunen giver penge til Tinderbox og jeg håber, da festivalen kan komme til at løbe rundt af sige selv. Men jeg synes faktisk, at det havde været federe, hvis kommunen havde givet et lån til Tinderbox, som skulle betales tilbage på længere sigt, når der kommer nogle indtægter, siger han.

Odense Kommune kunne have lånt Tinderbox pengene i stedet for bare at give dem, mener Jesper Nørskov Søndergaard. Foto: Anthon Unger
Odense Kommune kunne have lånt Tinderbox pengene i stedet for bare at give dem, mener Jesper Nørskov Søndergaard. Foto: Anthon Unger
 

Christina Kofoed fra Christiansfeld er i den helt anden grøft.

- Jeg synes, at det er helt i orden. Det er en god måde at møde mennesker på. Og folk har jo forskellige interesser. For mig kan man lige så godt støtte en festival som Operaen eller balletforestillinger. Nogen vil i fint teater andre på festival. Der skal være noget til alle, for vi betaler alle sammen skat, siger hun.

Der skal være noget for enhver smag, mener Christina Kofoed. Foto: Anthon Unger.
Der skal være noget for enhver smag, mener Christina Kofoed. Foto: Anthon Unger.
 

Tinderbox åbnede torsdag klokken 13 og lukkede og slukkede i nat klokken 3.