Klokken 16 lørdag eftermiddag blev hegnet væltet til Roskilde Festival 2016.
Helt så voldsomt gik det ikke for sig, da campingområdet ved årets Tinderbox-festival blev åbnet for aller første gang i torsdags. Så langt fra endda!
Det er første gang i festivalens kun to år lange historie, at Tinderbox tilbyder mulighed for overnatning i nærheden af Tusindårsskoven, og det er midten på Fyens Væddeløbsbane, der lægger græs til Tinderbox' bud på en campingplads. Den ligger en frisk lille gåtur på halvanden kilometer gennem den smukke fynske natur fra selve festivalpladsen.
Her er meget stille på Tinderbox' campingplads, og det er her døgnet rundt, fortæller pladsens beboere.
- Man må ikke have musikanlæg med, og det er virkelig ærgerligt. Det ville gøre det så meget hyggeligere, hvis der var musik herude, siger Peter Madsen, der deler telt med sin kammerat Patrick Hjortbøl.
- Jeg er sikker på, at reglen er lavet på grund af de lidt ældre gæster. Men de er her jo ikke. De har penge, så de bor på hotel inde i byen. Her er flest studerende, for de har ikke råd til at leve inde på selve pladsen i tre dage, siger han.
Peter Madsen og Patrick Hjortbøl er begge fra Sjælland. De har alligevel valgt den fynske festival frem for eksempelvis Roskilde Festival.
- Roskilde vinder klart på camping - jeg ved det, for jeg var der selv sidste år! Men rent musikmæssigt synes jeg, at Tinderbox er bedre. Her er et varietet udbud af musik. På Roskilde er der kun rock. Fire scener med rock. Det synes jeg er ærgerligt, siger Patrick Hjortbøl, der har tilbragt omkring halvdelen af årets Tinderbox på campingområdet.
- Her er vildt hyggeligt og folk snakker sammen på kryds og tværs. Bare her var lidt musik, så ville det være helt perfekt, siger han.
- Stor ros til væddeløbsbanen, griner han.
Brødreparret Rasmus Brandt Erritzøe og Jacob Holmehave-Brandt kalder Tinderbox-campingen for en direkte kontrast til Dyrskuespladsen i Roskilde.
- Her var absolut ingen kamp om pladserne, da vi kom. Det tog alle meget stille og roligt, siger siger Jacob Holmehave-Brandt, der dog savner muligheder for at få noget at spise og drikke på pladsen, som man kan på campingområdet i den midtsjællandske domkirkeby.
- Her er ingen øl- eller madboder. Det er der jo over alt på Roskilde. Man kan godt nok købe morgenmad og frokost ét sted. Men klokken 15 lukker alt her på væddeløbsbanen, siger Jacob Holmehave-Brandt.
På pladsen høres jævnligt grin og glade råb fra beboerne, der fordriver tiden med øl-bowling og andre fjollerier, og de to brødre nyder den hyggelige stemning.
- Men der er også nogle ting, som Tinderbox godt kunne gøre bedre til næste år. Der er to vogne med fire bad i hver. Det er simpelthen for lidt. I går var der ikke noget tryk på vandet, så der måtte vi bade i dråber, siger Jacob Holmehave-Brandt, der har fået Tinderbox-billetten i 30 års fødselsdagsgave.
- Og så var skiltningen virkelig elendig, da vi kom, siger hans bror, der også undrer sig over, hvor vagterne er.
- Man kan stort set bare gå ind. Der er ikke rigtigt nogen, der tjekker os. Vi har også købt sådan et armbånd, så vi kan gå i bad, så ofte vi vil. Men der er ingen, ser holder øje med, om man har det armbånd på eller ej, siger Rasmus Brandt Erritzøe.
Trods de småting, som de håber, at der vil blive strammet op på, så er brødene friske på at tage på Tinderbox igen til næste år - og overnatte på væddeløbsbanen.
Området foran selve festivalpladsen udviklede sig lørdag til noget af et campingområde i sig selv. Her sad folk og nød deres medbragte drikkevarer til helt andre priser, end de kan købes for på Tinderbox.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.