De spiller højt. De spiller godt. De er populære. De ses overalt i de forskellige camps. Og så er de svinedyre.
Sidstnævnte faktum gør dem attraktive for tyve på festivaler: Soundboksene.
Den kæmpe transportable, stærkt omdiskuterede og 'berygtede' højttaler, der trods vægt og størrelse hurtigt kan fragtes med, hvor end man befinder sig - f.eks. i campingområdet på Roskilde Festival.
De kan selvfølgelig også fragtes ud igen - men desværre af og til af den eller de forkerte.
Ekstra Bladet har tidligere år skrevet om problemet, og også i år ses det desværre: Soundbokse er i høj kurs, og det er ikke kun hos deres retmæssige ejere.
Erkendte tyveriet
Klokken 7.45 torsdag morgen fik Midt- og Vestsjællands Politi ifølge døgnrapporten således igen en anmeldelse om tyveri af soundbokse.
Festivalvagter adviserede politiet om, at de havde tilbageholdt en mand ved udgang East - mistænkt for at have stjålet to soundbokse fra en camp.
En skarp festivaldeltager havde bemærket manden, som luskede af med soundboksene - og tog kontakt til festivalpersonalet.
En patrulje anholdte den mistænkte, en 19-årig mand fra Vejle, som blev sigtet for tyveri af to soundbokse. Han erkendte tyveriet og udpegede, hvorfra de var taget.
Artiklen fortsætter under boksen ...
Havde boltsaks på sig
Betjentene visiterede den 19-årige mand, som foruden soundboksene også blev fundet i besiddelse af et skruetrækkersæt og en boltsaks, som var blevet brugt til at klippe sikkerhedswiren over til soundboksene.
Derudover havde han 9 gram hash og 4,90 gram skunk på sig.
Han havde desuden nogle smykker i sin taske, som politiet nu undersøger om kan være stjålne. Alle de fundne ting blev beslaglagt.
Det var to sovende - og overraskede - festivaldeltagere, som politiet mødte, da soundboksene blev leveret retur. De anede ikke, at de var blevet bestjålet, men blev særdeles glade for at for deres værdifulde musikanlæg tilbage.
Den 19-årige blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Han blev løsladt senere på dagen, men vil høre mere fra politiet i sagen.
Han fik i øvrigt klippet sin armbånd af festivalen i forbindelse med sagen, skriver politiet i døgnrapporten.