Travlt band: Vi er intet uden venskabet

The Minds of 99 består af seks kammerater, der balancerer venskab og arbejde

The Minds of 99 optræder på de store festivaler denne sommer. Foto: Simon Birk
The Minds of 99 optræder på de store festivaler denne sommer. Foto: Simon Birk

Det danske band The Minds of 99 er bestemt til at få øje på denne sommer, hvor den ene festivaloptræden afløser den anden. Bandet blev dannet for omkring fire år siden, og succesen har ændret en del for bandmedlemmerne.

De er ikke længere bare barndomsvenner, der i flere tilfælde har kendt hinanden i mere end 20 år, men også kollegaer, der sammen skal holde styr på regnskaber, proppede kalendere og tårnhøje forventninger til sig selv og hinanden.

- Det har bygget ekstra ovenpå den relation, der allerede var der. Vi er holdkammerater, venner og partnere på godt og ondt, siger Jacob Bech-Hansen, der spiller keyboard, og bliver suppleret af bandets forsanger.

- Ja, vi er blevet forretningspartnere. Det er jo sygt. Vi har taget venskabet til det niveau, hvor vi tænker økonomi, og hvor alle de ting, vi oplever sammen, også er et arbejde. Jeg tror, at det er få venskaber, der kan holde til det, siger Niels Brandt til Ritzau Fokus.

Niels Brandt fra The Minds of 99 på weekendens NorthSide. Foto: Polfoto
Niels Brandt fra The Minds of 99 på weekendens NorthSide. Foto: Polfoto

Gamle skolekammerater
Niels Brandt, Mikkel Bech-Hansen, Asger Wissing og Jacob Bech-Hansen mødte hinanden på Lindevangskolen på Frederiksberg i de helt små klasser, mens Anders Folke og Louis Clausen blev en del af drengegruppen i årene frem mod gymnasietiden. I 2012 dannede de The Minds of 99, og venskabet er en vigtig ingrediens i bandets succeshistorie.

- Minds vil intet være uden vores venskab. Jeg har været forgangsmand for at sige, at det går før alt andet. Det er venskabet, der er køretøjet for, at vi er nået så langt med det her projekt og ikke har givet op, når det har været hårdt, siger trommeslageren Louis Clausen.

- Der er ingen, man har mindre lyst til at skuffe end sine venner, og det er med til at holde niveauet oppe og holde os friske og skarpe, tilføjer han.

Se også: Nedtur for skamrost dansk rockband

Det mangeårige bånd betyder også, at der ikke bliver lagt fingre imellem, hvis en af vennerne dummer sig på scenen eller i studiet. Ifølge bandet er det blot et selvmål, hvis man ikke kan sige tingene, som de er.

- Det er nemmere at tage konfrontationerne, når man er venner. Hvis man ikke kender hinanden helt ind i grundstammen, så kan man hurtigt havne et forkert sted. Fordi vi er vokset op sammen, kan vi bare fyre den af og sige tingene, som de er, siger Jacob Bech-Hansen, og de øvrige medlemmer erklærer sig enige.

Hård men ærlig tone
- Selv om der nogle gange kan være en hård tone, så ved jeg lige præcis, hvad de mener, og så kan jeg også reagere ærligt. Hvis man ikke kender folk helt, så kan man nemt komme til et gå på æggeskaller og ikke sige tingene, som de er, siger Niels Brandt.

Hvad enten kalenderen er booket med spillejob eller indspilninger i studiet, bliver der arbejdet hårdt og intensivt, og når man tilbringer så meget tid sammen i pressede perioder, kan det en gang imellem være en udfordring.

- Når arbejdet bliver hårdt, og det er svært at være sammen, så bliver det ekstra hårdt, fordi det er alle de mennesker, du elsker, der er hårde at være sammen med. Det er ikke sjovt, siger Louis Clausen.

Se også: Rituelt mord på Roskilde

Bandet, der står bag sange som 'Stjerner på himlen' og 'Hurtige Hænder', spillede lørdag eftermiddag på NorthSide. Der er flere festivaloptrædener på programmet de næste par måneder, og bandmedlemmerne bliver stadig nervøse, inden de går på scenen.

- Det kan godt være, at der står 30.000 derude, men vi kommer som et hold på seks mand. Det er dejligt at have sine kammerater i ryggen, siger Louis Clausen.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.RVG: 'Feral' (Fire-album/Ude 24. april)
2.Lucifer: 'Lucifer III' (Century Media-album/Ude 20. marts)
3.Flat Worms: 'Antarctica' (Drag City-album/Ude 10. april)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Andy Shauf: 'The Neon Skyline' (Anti-album/Ude nu)
2.The Wood Brothers: 'Kingdom in My Mind' (Honey Jar-album/Ude nu)
3.Wolf Parade: 'Thin Mind' (Sub Pop-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere