Troels Abrahamsen: Fem plader der ændrede mit liv

Veto-sangeren om en håndfuld plader der gjorde en afgørende forskel

Under navnet EXEC udsender Troels Abramsen 12. februar albummet 'The Limber Real'. (Foto: Sofie Amalie Klougart)
Under navnet EXEC udsender Troels Abramsen 12. februar albummet 'The Limber Real'. (Foto: Sofie Amalie Klougart)

Hobro-drengen Troels Abrahamsen har været vidt omkring siden debuten med Veto i 2005. Det er blevet til en stribe udgivelser både i eget navn samt under pseudonymerne SuperTroels og I Know That You Know primært i den elektroniske ende, men når han den 12. februar debuterer under aliaset EXEC med albummet 'The Limber Real', er det med analogt (præpareret) klaver og vokal som bærende elementer. Vi har i den anledning bedt Troels fortælle om nogle plader, der har sat afgørende spor.

Tom Waits: 'Rain Dogs' (1985)

 - Da jeg som 15-årig første gang hørte 'Rain Dogs' åbnedes Tom Waits’ verden sig for mig, samtidig med at albummet også satte mine egne ambitioner i relief. Når man er ung, har man en fornemmelse af at være på forkant med udviklingen, og man kan nemt bilde sig selv ind, at man er enormt progressiv og nyskabende. Sandheden er, at de fleste tanker du kan tænke, er tænkt allerede, og det eneste du egentligt kan gøre, er at arbejde med formuleringerne. Her mødte jeg så et nostalgisk refererende og samtidig ekstremt særegent udtryk, der var kommet til verden blot to år efter mig selv. Det åbnede døren til en lang række musiktraditioner, men anviste samtidig en ny vej frem. 'Rain Dogs' lærte mig vigtigheden af at respektere samt at forsøge at forstå, det der kommer før mig selv.

 

John Martyn: 'Solid Air' (1973)

 - Jeg kan ikke helt beskrive, hvad det er ved John Martyn, der rører mig så dybt. Måske er det hans sjælfulde vokal, der gør, at han til stadighed står for mig som en af de helt store. Måske er det hans enkle tilgang til musikken, der ikke overkomplicerer noget, men snarere tilfører en ro og en umiddelbarhed. To egenskaber som begge er store bestanddele i det samlede indtryk af Martyns virke. Titelnummeret er en smuk sang, som efter sigende skulle være skrevet til den depressive Nick Drake, som Martyn var ven med. Også her i tekstuniverset, der ofte kredser om de samme linjer, gør umiddelbarheden sig gældende. Martyn higer efter ro og kærlighed i en tiltagende kompliceret verden, og det er dét budskab man skal tage med fra denne plade: 'I don’t want to know about evil, I only wan’t to know about love'.

Se også: Jacob Bellens: Fem plader der ændrede mit liv

Caroline Shaw : 'Partita for 8 voices' (fra albummet 'Roomful of Teeth') (2012)

 - En relativt ny opdagelse, men en af dem jeg kan mærke kommer til at gøre et langvarigt indtryk. Jeg hørte første gang om Shaw igennem en artikel i Fader, efter at Kanye West havde taget hendes vokalgruppe Roomful of Teeth med sig på scenen for at opføre netop 'Partita for 8 Voices'. Det er et brillant og moderne, og jeg har stadig svært ved at forstå, at det overhovedet kan lade sig nedskrive i al sin excentricitet. Der er referencer til den elektroniske musiks akavede arrangementer, med svævende pitch bends og polyrytmiske lag, men man er aldrig i tvivl om, at det er et organisk stykke musik, fremført af otte overordentligt talenfulde vokalister - heriblandt Caroline Shaw selv. Her er tale om kondenseret disciplin, nysgerrighed og talent, som tilsammen skaber noget af det mest inspirerende, jeg længe har hørt.

 

Philip Glass: 'Solo Piano' (1989)

 - Philip Glass’ legendariske solo piano plade står for mig som et pragteksempel på klaverets styrker som instrument. Der ligger noget grundlæggende emotionelt i lyden, som tiltaler de fleste. Dét, koblet med Glass’ enkle melodikonstruktioner og langsomt udviklende arrangementer, gør, at jeg bliver hensat til et helt bestemt univers, som jeg kun har oplevet med denne plade. Jeg så en gang et interview med Glass om 'Solo Piano', hvori han sagde, at det var hvad man ville høre, hvis man var hjemme hos ham. Det er præcist det jeg får ud af denne plade: en stærk fornemmelse af noget personligt og følsomt, men som dog aldrig bliver påtrængende og patetisk. Det er ideal, som jeg forsøger at adoptere i min egen musik, og som jeg stadig bliver mindet om, når jeg genhører pladen.

Se også: Josefin Öhrn: Fem plader der ændrede mit liv

Skeletons (and the Kings of All Cities): 'Lucas' (2006)

 - Jeg hørte første gang Skeletons på nummeret 'Fit Black Man' fra ep’en 'I’ll Do' - et anbefalelsesværdigt nummer af mange grunde. Det var dog først på 'Lucas', at jeg rigtigt fangede, hvad det er bandet kan. Der er et enormt fokus på disharmoni og tekstuniverset er skørt og fragmenteret. Det er en syret omgang, men Skeletons mestrer kunsten at være kaotiske på en overlagt måde. Det er efterhånden ved at være et af mine absolut yndlingsalbums, og jeg bliver ved med at høre nye ting i den ved hvert gennemlyt.

 

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pan American: 'A Son' (Kranky-album/Ude 8. november)
2.Underworld: 'Drift Series 1' (Caroline-album/Ude 1. november)
3.The Good Ones: 'Rwanda, You Should Be Loved' (Anti-album/Ude 8. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Big Thief: 'Two Hands' (4AD-album/Ude nu)
2.Trentemøller: 'Obverse' (In My Room-album/Ude nu)
3.Allah-Las: 'Lahs' (Mexican Summer-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere