Rasmus Seebach har været fuldkommen urørlig på den danske musiktrone de senere år.
Sådan er det ikke længere.
Lukas Graham frosset fast i USA
Lukas Graham Forchhammer har nu detroniseret Seebach som Danmarks popkonge.
Den 27-årige sanger oplever i øjeblikket historisk succes i udlandet i front for Lukas Graham, men herhjemme går det også helt forrygende for bandet.
Tyve uger på toppen
Lukas Grahams såkaldte ’Blå album’ ligger i denne uge nummer 1 på albumlisten til trods for, at det udkom helt tilbage i juni. Pladen har tilbragt utrolige tyve uger på 1. pladsen.
Gruppen sælger ugentligt omkring tre gange flere eksemplarer af deres album end Seebach gør af efterårets ’Verden ka’ vente’, der har været en kommerciel skuffelse for popidolet.
Det siger dog mere om forgængernes enestående popularitet.
Seebachs tre første album har gjort sig fortjent til mindst 10-dobbelt platin, hvilket er uhørt, men ’Verden ka’ vente’ har ’kun’ opnået 5-dobbelt platin. Og med en ugentlig salgsscore på under 1000 eksemplarer for tiden, så er det næppe realistisk, at Seebachs fjerde album kan matche fordums bedrifter.
Platin gives per 20.000 hitlistepoint, der inkluderer både fysisk og digitalt salg samt streaming.
Udsolgt på stadion
Lukas Graham kan også sælge flere koncertbilletter end Seebach.
I efteråret fyldte Lukas Graham hovedstadens Forum to gange, hvilket vil sige, at bandet sammenlagt spillede for 20.000.
36-årige Seebach gav i februar ligeledes to udsolgte koncerter i København, men hitmageren optrådte i Falconer Salen, hvis kapacitet er langt under halvdelen af Forums.
Alle 11.000 billetter til Seebachs koncert 21. maj i Valby Parken er solgt, men det er de 20.000 billetter også til Lukas Grahams show på Østerbro Stadion 4. juni.
Danmark har to meget populære popsangere i øjeblikket.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.