TV: Score-Kaj gør festivalgæster fugtige

Peter Mygind gæster Roskilde Festival med en klar mission: Gæsterne skal dyrke sikker sex og huske kondom, hvis de – som hans tidligere inkarnation Score-Kaj – har held med scoringerne

1.g fra Gammel Hellerup er mere end almindelig fugtige på denne brandvarme torsdag eftermiddag på Roskilde Festival. De er nemlig gennemblødte efter den stikboldskondomkamp, de deltager i som en del af AIDS-fondets mission om at promovere sikker sex.

Som en rutineret sportskommentator råber skuespiller, tv-vært og entertainer Peter Mygind sig gennem stikboldsløjerne, der udfolder sig foran ham:

- Neeej, der var endnu en lamsebamse, der blev fugtig i skridtet, brøler han gennem megafonen, når gymnasiepigerne bliver ramt af en af de 1.000 kondomer, der som vandballoner er eksplosionsfarlige, når de bruges som kasteskyts.

 

Sikker sex med Aids-fondet
Peter Mygind har støttet AIDS-fondet i knap 30 år og de seneste ti års tid har han været med dem på Roskilde Festival for at promovere sikker sex. Og der er en helt særlig grund til at promoveringen finder sted på Roskilde:

- Her er alle slags mennesker – unge, gamle og fra hele Danmark. Det er godt, hvis man kan få lov til at oplyse især de unge på en sjov og skør måde, så de kan gå hjem og sige, at HIV og AIDS faktisk slet ikke er så farligt. Man kan nemlig sagtens leve et langt og godt liv med virussen, men det er svært på grund af fordomme og uvidenhed, siger han.

En af Peter Myginds mest kendte og elskede figurer er Score-Kaj fra 90’ernes børne-tv, og med den figur på cv'et må han naturligvis have massevis af gode scoretips til de kåde festivalgæster:

- Husk de tre s’er – charme, selvtillid og lækkert hår. Hvis man har det, har man allerede scoret en lamsebamse. Der var faktisk en, der spurgte mig forleden – hvad gør man, hvis en lamsebamse siger nej? Og så svarede jeg – det ved jeg simpelthen ikke, for jeg har aldrig prøvet det, siger han og tilføjer, at selvværd kombineret med et åbent hjerte, respekt og ikke at være dømmende er gode skridt i den rigtige scoreretning.

DK MusikNYT Har onsdagens Roskilde-babe festivalens flotteste figur?

Tattoo salonen støtter
Udover at have allieret sig med selveste Score-Kaj, har AIDS-fondet også fået hjælp af de kyndige tattoo-herrer Morten Barbré og Jonas Hausted, der bl.a. er kendt fra tv-programmet ’Tattoo salonen.’ De har designet de engangstatoveringer, man kan købe på festivalen for at støtte AIDS-fondets arbejde.

Selvom drengene selv er tatoveret over hele kroppen, er de helt okay med, at festivalgæsterne kan vaske AIDS-tatoveringerne af igen:

- Det gør forfærdeligt ondt med almindelige tatoveringer, så vi kan godt forstå, at folk er med på de her engangs. På Roskilde er det heller ikke så godt at lave rigtige tatoveringer, så de får en her, som går af i vasken, og så kan de komme ind til os og få en rigtig bagefter, siger de.

2 kommentarer
Vis kommentarer