Der er delte meninger om udelukkelsen af pantsamlere på Aarhus-festivalen NorthSide.
Den omstridte beskæftigelse blev fejet af festivalbordet tidligere år, hvor arrangørerne bekendtgjorde, at pantboderne fra i år er fortid ikke blot i Aarhus, men også i Odense, hvor søsterfestivalen Tinderbox afholdes.
I stedet må udvalgte, velgørende organisationer efter aftale med festivalerne sende folk, der vil udføre arbejdet, mens festivalgængerne selv kan få et nedslag i prisen på en ny bajer, hvis de medbringer et tomt krus i baren.
Udelukkelsen blev begrundet med, at pantsamlerne har været skyld i klager fra festivalgæster, og at de er forstyrrende.
Det kan den 29-årige aarhusianer Natalie Zea Henriksen ikke forstå. Hun har været på NorthSide en håndfuld gange før og mener, at pantsamlerne tvært imod bidrager til stemningen.
Folk blev væk fra festival: De hænger lidt i bremsen
- Det er for ringe.
- Selvfølgelig skal alle kunne være her. Generelt går jeg ind for, at vi skal være omfavnende, og de er da også med til at skabe festivalstemningen, siger hun.
Dybt inde i NorthSides mondæne champagne- og vinbar står det sønderjyske brødrepar Thomas og Morten Mylin og nyder et koldt glas rosévin i solen.
Brødrene, der også begge har været på NorthSide før, synes ligeledes, at udelukkelsen er en fejlagtig beslutning.
- Festivalen burde give pantsamlerne lov til at være her. De er en del af stemningen og faktisk også hyggen, siger 34-årige Thomas, som til daglig arbejder som selvstændig økonomirådgiver.
Brormand blåstempler holdningen:
- Det er super ærgerligt, at NorthSide har fjernet pantsamlerne, siger 30-årige Morten Mylin, der også arbejder som finansiel rådgiver.
På den anden side af hegnet og langt væk fra champagnebaren samles en håndfuld pantsamlere ved indgangen til festivalpladsen.
Nogle samler dåser, mens andre sidder i skyggen ved siden af dagens fangst, der i et tilfælde allerede tæller fire store, plastiksække fyldt med pant.
De kan stadig tjene på NorthSides gæster, fordi gæsterne efterlader eller selv giver medbragte dåser og flasker til samlerne på vej ind til festivalen.
Festivalboss siger stop: Der er ikke plads til flere
Stort set ingen af pantsamlerne vil dog tale med Ekstra Bladet om udelukkelsen. I flere tilfælde skyldes det, at de ikke taler dansk, mens andre blot ikke ønsker at medvirke.
44-årige Kåre Steinmeier vil dog gerne tale.
Han har de sidste fire år solgt Hus Forbi og samlet pant ved indgangen. Kåre Steinmeier kan godt forstå, at NorthSide har valgt at fjerne pantsamlerne.
- De andre pantsamlere kommer kravlende mellem benene på folk og tager halvt fyldte øl og glas. Jeg tager ikke pant fra folk. De kommer selv med den.
- Men altså, hvis der ligger en dåse på jorden lige foran mig, så bukker jeg mig ned efter den, siger han.
Fredag gæster blandt andet The National, A Perfect Circle, Liam Gallagher og Dizzy Mizz Lizzy NorthSide.
Tidligere i dag oplyste NorthSide, at norske Susanne Sundfør aflyser sin optræden.
Hun erstattes af danske Lydmor, der tidligere på året gjorde sig bemærket ved at optræde nøgen til Gaffa-prisen.