UFO: Fem plader der ændrede mit liv

Den albumaktuelle rapper fortæller om en håndfuld plader, der har gjort en forskel

Kristian 'UFO' Humaidan udgiver på mandag sit andet soloalbum 'Stjernesprog'. (Foto: PR-Foto)
Kristian 'UFO' Humaidan udgiver på mandag sit andet soloalbum 'Stjernesprog'. (Foto: PR-Foto)

Der er løbet en del vand gennem åen, siden Kristian Humaidan alias UFO vandt MC's Fight Night i 2002 og efterfølgende slog igennem som den ene halvdel af duoen UFO Yepha. De smed håndklædet i ringen i 2009 efter tre album, og i 2011 udsendte han soloalbummet 'Humaidan', der var en rock-inspireret afstikker fra det hiphop-fundament, som han vender tilbage til på 'Stjernesprog', der udsendes mandag 14. september. I den andledning har vi bedt ham fortælle om fem plader, der har inspireret ham som både menneske og musiker.

Kim Larsen: 'Værsgo' (1973)

 - Min far havde en Akai spolebåndoptager stående i kælderen. Noget af det bedste jeg vidste som barn, var at sidde og lytte på alle hans gamle bånd. 'Værsgo' var et af de albums, jeg lyttede allermest til, og selvom jeg langtfra forstod det hele, har sangene placeret sig dybt i mit musikalske fundament. Og tak for det; for Larsens brug af sproget og hans alsidige fortællerperspektiv er til stadig inspiration for mig. Hans evne til elegant at skifte fra det røgfyldte værtshus til højstemt filosofisk udsigt uden at miste autenticiteten nogle af stederne, er forbilledlig. Instrumenteringen er levende, let og uprætentiøs, og alligevel savner man hverken fylde eller tyngde. Enkelt, støvet og akustisk, tilsat datidens synthesizers. Det fungerer rigtig godt.

 

Se også: Fallulah: Fem plader der ændrede mit liv

Nirvana: 'Nevermind' (1991)

 - Jeg blev ramt lige i mit teenage hjerte af oprøret, det grimme og den fandenivoldskhed, som Kurt Cobain og co. stod for. Uhyre simpelt og befriende uperfekt i kontrast til meget af det andet, jeg følte mig omgivet af. Jeg har ikke lyttet til Nirvana i en del år, men da 'In Utero' (deres efterfølgende album) udkom I en 20 års jubilæums udgave i 2013, var der to ting, som slog mig: Først og fremmest HVOR skramlet og uperfekt der bliver spillet og sunget, og dernæst hvor tydeligt jeg kunne høre Nirvanas arrangementer og kompositioner i nogle af de ting, jeg selv har lavet siden. Det var sjovt at blive mindet om, hvad der inspirerede mig i de tidlige år - og at bliver opmærksom på, at noget var blevet hængende.

 

Wu-Tang Clan: 'Enter The Wu-Tang-36 Chambers' (1993)

 - Energien og lyden var fængslende, og Wu-Tang var soundtracket til mange af mine somre midt i halvfemserne. Dette kollektiv af mere eller mindre vanvittige personager med mere eller mindre imponerende rap talenter, var en sikker vinder på anlægget, når der blev holdt fest hos mere eller mindre begejstrede tøser, hvis forældre var bortrejst på sommerferie. Sidst i halvfemserne slog jeg mine folder i 'Kælderposen', vi var 8 rappere og en dj, og der herskede totalt kaos på scenen når vi optrådte. Ligesom Wu-Tang.

 

The Black Keys: 'El Camino' (2011)

 - Det her album er bare så fedt produceret. Råt, støjende og super energisk. Danger Mouse, som har co-produceret og skrevet med The Black Keys, får virkelig tilføjet noget subtilt fra hiphoppens verden, som det er svært lige at sætte fingeren på, men det er noget med trommerne og swinget, tror jeg. Mit favorit track er 'Little Black Submarines', som starter smukt og skrøbeligt og fortættes i et stejlt crescendo, indtil det eksploderer i fede riffs, trommerundgange og råb i baggrunden af optagelsen. For mig er det en moderne pendant til Led Zeppelins 'Stairway to Heaven'.

 

Se også: Bon Homme: Fem plader der ændrede mit liv

Johann Sebastian Bach – Miroslav Kejmar, Jan Kalfus mfl. : 'Jesus Bleibet Meine Freude' (1998)

 - Det seneste års tid er jeg begyndt at dykke ned i den klassiske musik, og har i særdeleshed følt mig draget af Bachs vidtspændende univers. Jeg er bestemt ikke nået til bunds, men har en fornemmelse af, at der på trods af den enorme diversitet i hans imponerende værksamling, findes nogle gennemgående værdier i hans værker, og en af dem er systematik - eller måske snarere en universel musikalsk orden. Hos Bach går tingene op med lige så absolut sikkerhed som tyngdekraften eller planeternes baner omkring solen. Jeg er ikke velbevandret nok til at nævne et decideret favorit værk, men et smukt sted for mig at starte, og samtidig let tilgængeligt, er den populære koral 'Jesus bleibet meine Freude' fra den sakrale kantate 'Herz und Mund und Tat und Leben'.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer