Ukendt Kunstner forgyldt af P3

Duoen med det anonyme navn vandt P3 Gulds hovedpris og 100.000 kroner

Ukendt Kunstner løb med hovedprisen til P3 Guld fredag aften. (Foto: Henning Hjorth)
Ukendt Kunstner løb med hovedprisen til P3 Guld fredag aften. (Foto: Henning Hjorth)

Rapperen Hans Philip og produceren Jens Ole McCoy kunne ved aftenens P3 Guld-fest tage den helt store pris, P3 Prisen, med hjem til musikstudiet.

Duoen ’Ukendt Kunstner’ er ikke helt så anonym, som navnet ellers antyder.

De to musikere er kendt af radiolyttere for numre som ’Alting/Ingenting’ og ’Gennem Byen’ og blev rost for at have lavet et generationsportræt med debutalbummet ’Neonlys’.

Duoen fik udover æren 100.000 kroner som en opmuntring til at fortsætte den musikalske karriere.

Pris på skrump

Aftenens øvrige priser gik til den blot 20-årige sanger Karl William, som debuterede i 2013 og blandt andet har hittet med nummeret ’Foruden at forgude’. Han fik et opmuntrende skulderklap med prisen P3 Talentet.

Sangen 'Søndagsbarn' med Suspekt featuring Lukas Graham blev kåret som årets lytterhit.

P3’s musikpris P3 Guld blev første gang uddelt i 2001. De første tre år blev prisuddelingen sendt i radioen, men fra 2004 kunne tv-seerne følge med på DR2 og fra 2013 på DR3. Uddelingen har været gevaldigt på skrump, siden sit første år. Fra 13 priskategorier i 2001 til blot tre siden 2012.

Se også: De smukke og berømte klar til P3 Guld

12 kommentarer
Vis kommentarer