Da Mads Moldt vandt 'X Factor' i 2022, udbrød Thomas Blachman henrykt:
- Du er en vidunderlig, ung, begavet musiker. Jeg er så glad for, at man ikke bare vinder det her og bliver glemt i morgen, for det kommer ikke til at ske.
Hmm.
Mads Moldt udgav 17. marts sin vinderpræmie, ep'en 'Beauty Full', som danskerne hidtil ikke har streamet nok til, at den har opnået en placering på den officielle albumchart, der også inkluderer ep'er.
Misser top 200
Ingen af udgivelsens fem numre er desuden at finde på Spotifys dagligt opdaterede top 200 over streamingtjenestens mest afspillede sange.
Det kræver typisk omkring 8500 streams i døgnet at sikre sig en placering på Spotifys chart. Sidste fredag så mere end 600.000 med, da Mads Moldt optrådte som gæst i 'X Factor'.
Den unge nordjyde benytter det mundrette kunstnernavn Meum Zel.
Mads Moldt kan stille sig bagest i rækken af tidligere vindere, der også har oplevet folkets interesse fordufte øjeblikkeligt efter 'X Factor'.
De senere år er udgivelser fra Solveig Lindelof, Alma Agger, Kristian Kjærlund, Place on Earth og Morten Nørgaard floppet.
I aften afvikles sæsonens finale i 'X Factor'. Sigalaz, Rosél eller Theodor bliver den 16. vinder af talentshowet.
En del af præmien er igen i år en pladekontrakt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------