Trommeslageren i det populære danske 70'er-band Walkers, Poul Dehnhardt, er død. Han blev 69 år.
Poul Dehnhardt døde i går, søndag, kl. 19.19 efter langvarig sygdom omgivet af sin nærmeste familie.
- Han vil blive dybt savnet og altid være i vores tanker, hedder det på Facebook i et opslag fra fru Winnie og børnene, Sandra og Jesper.
Familien opfordrer også til at dele minder og billeder af Poul Dehnhardt på en oprettet, Facebook-profil med titlen 'Til minde om Poul Dehnhardt'.
Bisættelsen vil, finde sted på lørdag fra Dragør kirke. Tidspunktet er endnu ikke fastsat.
Glam-rock idoler
Walkers havde sin storhedstid i glamrock-perioden i 70'erne med idol-status og store hits som 'Bang-Shang-a-Lang', 'Dabadio-Dabadie', 'Sha.La-La-La-La' og 'Little Kitty'.
Det store navn var sangeren Torben Lendager med det brintede hår, men de øvrige medlemmer fik også deres del af berømmelsen.
Bandet bestod udover Lendager og Dehnhardt også af Gert Michelsen, guitar, og Jan Kanstrup Hansen, bas.
Ved glam-periodens udløb i 1977 opløstes Walkers, og Lendager fortsatte som solist, mens Dehnhardt fortsatte i gruppen Boulevard.
I 1991 gendannedes Walkers og igen i 2000. Endnu en gang i 2009, indtil Dehnhardt forlod bandet endegyldigt i 2014.