Kongen af det hele udgav engang en opsamling med titlen '50.000.000 Elvis Fans Can't Be Wrong'. Ikke en eneste af dem tog fejl.
Til sommer kommer øjeblikkets popkonge til en græsplæne i Tårnby, og de 152.000, der har givet mindst 700 kroner for en billet til Ed Sheeran, har begået en fejl.
I hvert fald hvis de fire udsolgte koncerter bliver bare nogenlunde lige så intetsigende, som spillemandens nye album, '='.
Sheeran er tilbage efter fire et halvt års pladepause, som han ikke har spenderet på personlig udvikling.
Infantil naivitet
Megastjernen er blevet 30, men hans banale popmusik er stadig gennemsyret af en infantil naivitet, der sagtens kan drive lytteren til vanvid, når der sådan kommer 14 numre i træk.
Sheerans skæringer har altid lydt som børnesange, men nu har milliardæren fået et barn og uundgåeligt skrevet nogle sange om og til arvingen. ’Sandman’ er en vuggevise, der vil give voksne mareridt.
Hvis englænderen fik en hundehvalp, ville han utvivlsomt indspille en ballade på ukulele til det lille kræ.
Kærlighedssangene til konen er søde og luftige som candyfloss, men Sheeran går forsigtigt skridtet videre og eksperimenterer med at være sexy på 'Shivers'. Der findes gulvklude, som har heftigere erotisk udstråling.
'Bad Habits' handler om stoffer. Det er formentlig polyester og nylon.
Når Edward giver sig til at rappe på '2step', er det lige før, man savner hans sædvanlige klynkevokal.
Taber melodien
Op gennem karrieren har Sheeran i stigende grad allieret sig med andre sangskrivere, som den slags jo gør nu om stunder, og tendensen fortsætter på '=', hvor et hold af hitmagere leverer stærke melodier, indtil de slipper op en tredjedel inde på pladen.
Sheerans butler sorterer utvivlsomt affaldet, idolet kunne aldrig finde på at prygle en ældre dame med et boldbat, og han fremstår i det hele taget sympatisk.
Efter 48 minutter i hans selskab vil man dog hellere lytte til et dumt svin med lidt substans.
Sælg den billet før din nabo.