18 år og ikke til at stå for

Olivia Rodrigos pophjerte brister som sæbebobler på skønt overgearet debutalbum om teenagekvaler

Olivia Rodrigo, der kommer fra Californien, slog igennem som skuespiller for Disney. Foto: Stefan Kohli
Olivia Rodrigo, der kommer fra Californien, slog igennem som skuespiller for Disney. Foto: Stefan Kohli

Olivia Rodrigo: 'Sour' (Geffen/Universal)

Olivia Rodrigo formåede at få selv en nærmest lykkelig midaldrende mand til at føle sig som en ulykkelig teenagepige med januars knuste debutsingle, ’Drivers License’.

Da hun på megahittet skrålede ’I still fuckin' love you, babe!’ med følelserne langt udenpå fletningerne og hjertet bankende gennem bh’en, var det vel årets hidtil største popøjeblik.

Den californiske sensation, der fyldte 18 i februar, lød, som om hun aldrig ville overleve sine kærestesorger, men det gjorde hun, og nu er hendes første album klar.

’Sour’ er en eksalteret 35 minutter lang tur i teenagetilværelsens rutsjebane, hvor der hvines om had, jalousi og forræderi, så det er en slags herligt irrationel blanding af eufori og selveste verdens undergang.   

Snert af selvironi
Rodrigos hjerte brister som sæbebobler, og hun er simpelthen ikke til at stå for, når hun tumler med tvivl, usikkerhed og selvhad nok til en hel flok cheerleaders hos skolepsykologen.

I samarbejde med sangskriver og producer Daniel Nigro er materialet veloplagt og begavet skruet sammen tilsat en befriende snert af selvironi plus inspiration fra Taylor Swift, Lorde og Billie Eilish.

De storladne ballader dominerer i forlængelse af ’Drivers License’, men Rodrigo overrasker med to vrængende poppunknumre, der fungerer ganske tilforladeligt, og smældende ’Deja Vu’ bidrager med yderligere variation.

Rodrigo synger gennemgående pragtfuldt, og især på sidstnævnte single slår hun over i en fantastisk falset, der da må få idolets ekskæreste til at spæne tilbage i hendes åbne arme.  

Men lad os håbe han ikke gør. Rodrigos teenagedrama kan vi ikke få nok af.

Coveret til Olivia Rodrigos 35 minutter lange 'Sour', som hun har skrevet i samarbejde med Daniel Nigro.
Coveret til Olivia Rodrigos 35 minutter lange 'Sour', som hun har skrevet i samarbejde med Daniel Nigro.