29 døde og en overlever

Den texanske sangskriver Steve Earle slår gnister på heftigt album om historisk kulminekatastrofe

Steve Earle, der kommer fra San Antonio, albumdebuterede i 1986 med 'Guitar Town', som har fået klassikerstatus. Foto: Mark Humphrey/AP
Steve Earle, der kommer fra San Antonio, albumdebuterede i 1986 med 'Guitar Town', som har fået klassikerstatus. Foto: Mark Humphrey/AP

Steve Earle & The Dukes: 'Ghost of West Virginia' (New West/Border) Ude 22. maj

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Steve Earle bliver bare ved. Countryveteranen fyldte 65 tidligere på året, men ret naturstridigt er han inde i en af sin lange karrieres mest inspirerede og virkelystne perioder, og hans 20. album, ’Ghosts of West Virginia’ er endnu en bemærkelsesværdig tilføjelse til et fortrinligt katalog.

De senere år har den tidligere junkie med hele seks ekskoner blandt andet kastet sig over blues, lavet en duetskive med Shawn Colvin samt æret sin afdøde mentor Guy Clark med en indfølt hyldestplade.

Se også: Kæmpen døde ikke forgæves

På ’Ghosts of West Virginia’ går han igen nye veje.

Albummet kredser om den amerikanske kulminekatastrofe i 2010, hvor 29 arbejdere mistede livet i en eksplosion, der skyldtes, at firmaet Massey Energy havde negligeret sikkerhedskrav. 

Maksimal pondus
Earle skrev oprindelig sangene til et teaterstykke, men der er ikke meget hverken Broadway eller Shakespeare over materialet, som emmer af blod, sved og kulstøv.

Sejtrækkeren fra Texas pruster ukueligt, så man skulle tro, han vitterlig stod med støvlerne i en kulmine, og sange om smertelige savn, sorte lunger og ømme knogler dunker i brystet og flænser øregangene.

Se også: Rødnakke sparker bonderøv

Backingbandet The Dukes lyder forrygende på en plade, der er mixet i mono for maksimal pondus, mens Earle respekterer West Virginias tradition for bluegrass samt desuden flintrer gennem bragende hillbilly og tilmed rockabilly på uimodståelige ’Fastest Man Alive’. 

Se også: Topnavn gjorde det umulige i Tønder

Det hjemsøgte åbningsnummer, ’Heaven Ain’t Goin’ Nowhere’, er skøn a cappella, ’Devil Put the Coal in the Ground’ dingler på en klingende banjo, og pludselig svæver The Dukes’ violinist, Eleanor Whitmore, gennem albummets snavsede univers som en engel, når hun tager mikrofonen på balladen ’If I Could See Your Face Again’.

Earle har gjort det igen. Overleveren er ikke til at holde nede.

Coveret til Steve Earles 'Ghosts of West Virginia', der er indspillet i legendariske Electric Lady Studios i New York.
Coveret til Steve Earles 'Ghosts of West Virginia', der er indspillet i legendariske Electric Lady Studios i New York.
 

2 kommentarer
Vis kommentarer