45 år forsinket: Ikonets store nedtur

Neil Young udsender omsider sit smertelige album 'Homegrown', som har været skrinlagt siden 1975

Romantikeren Neil Young var sidst i 20'erne, da han skrev sangene om bruddet med skuespillerinden Carrie Snodgress. Foto: Henry Diltz
Romantikeren Neil Young var sidst i 20'erne, da han skrev sangene om bruddet med skuespillerinden Carrie Snodgress. Foto: Henry Diltz

Neil Young: 'Homegrown' (Reprise/Warner) Ude 19. juni

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Neil Young satte stort set ikke et plekter forkert i 1970’erne. ’Heart of Gold’ hed hans store hit, men omtrent alt, hvad han rørte ved, blev til guld.

Alt blev dog ikke udsendt, selv om den produktive canadier var pladeaktuel nærmest årligt.

Se også: Crazy: Legende gået fra forstanden

Young færdiggjorde ’Homegrown’ i 1975, og det relativt afdæmpede album var oprindeligt planlagt til udgivelse i forlængelse af pragtværkerne ’Harvest’ og ’On the Beach’, men troubadouren skrinlagde projektet i sidste øjeblik.

Se også: Historisk: Rockgigant vender tilbage

Flere af sangene kredser om hans forliste forhold til skuespillerinden Carrie Snodgress, og Young vurderede, at materialet var ’for personligt’.

45 år senere udsendes ’Homegrown’ omsider, og den håbløse romantiker lyder da også helt knust på pladens smukt resignerede åbningsnummer, ’Separate Ways’, mens hjertesorgerne er blevet til bitterhed på sitrende ’Vacancy’.

Fra halm til hamp
Young græder dog ikke kun snot over Snodgress.

’Love is a Rose’ er en anderledes frigjort kærlighedssang med stråhat, og han går fra halm til hamp på albummets titelsang, der er en overfunky hyldest til pot.

Se også: Vild aften: Rocklegendens tragedie

Syv af skivens 12 skæringer har aldrig været ude før i nogen form. En perle som ’White Line’ glimter imidlertid akustisk i forhold til dens flossede storhed på ’Ragged Glory’ fra 1990.

Se også: Efter 41 år: Guldfund i rockverdenen

Legendariske gæster som Levon Helm, Emmylou Harris og Robbie Robertson gør det forrygende, men ’Homegrown’ er umiskendeligt kultiveret af hovedpersonen og såre sensibelt og pragtfuldt forhutlet i hans ånd.   

Youngs gyldne årti er lige blevet endnu bedre.

Tom Wilkes' cover til 'Homegrown', der er produceret af Elliot Mazer, Ben Keith, Tim Mulligan og Neil Young selv.
Tom Wilkes' cover til 'Homegrown', der er produceret af Elliot Mazer, Ben Keith, Tim Mulligan og Neil Young selv.
 

31 kommentarer
Vis kommentarer