80, fed og ikke helt færdig

Kris Kristoffersons hjerne er røget, men fødselarens sange er stadig forrygende

Kris Kristofferson - den aldrende legende er aktuel med tre omfattende udgivelser. Foto: Marina Chavez
Kris Kristofferson - den aldrende legende er aktuel med tre omfattende udgivelser. Foto: Marina Chavez

Kris Kristofferson: 'The Cedar Creek Sessions' (KK/import)

Kris Kristofferson: 'The Complete Monument & Columbia Album Collection' (Legacy/Sony)

The Highwaymen: ' The Highwaymen Live - American Outlaws' (Columbia/Sony)

Kris Kristofferson kan ikke huske noget længere. Hvilket måske ikke er så mærkeligt. Han var bokser som ung. Og han har kæmpet med stoffer og alkohol i et langt liv med masser af buler.

I dag fylder legenden 80, men han ryger stadig pot:

- Jeg stopper ikke. Jeg ryger nok, til de kaster jord på mig, siger Kristofferson i et interview med Rolling Stone.

Se også: Kris Kristofferson: Frelst af familien

Det kommer også frem, at hans hukommelsestab måske skyldes en Borrelia-infektion, som han fik konstateret tidligere på året.

Texaneren kan dog stadig huske sine sange. De er nu også svære at glemme. Klassikerne 'Sunday Mornin' Comin' Down', 'For the Good Times' og 'Me and Bobby McGee' er blandt de bedste, der er skrevet om ensomme outsidere på samfundets bund.  

Knirkende visdom
I anledning af Kristoffersons mærkedag har han genindspillet 25 af sine sange live i studiet på 'The Cedar Creek Sessions'. Hans stemme har aldrig været stor, og den er ikke blevet større, men tilsat en aldrende mands knirkende visdom får repertoiret et anderledes og ganske tiltalende præg.

Trods tilstedeværelsen af et par solide numre Kristofferson aldrig tidligere har udsendt, virker affæren imidlertid noget overflødig, for han lavede samme øvelse i 1999 på 'The Austin Sessions'.

Nyfortolkningerne er ikke på niveau med de oprindelige indspilninger, men det er der ikke meget, der er.

Muhammad Ali og Kris Kristofferson - to store fightere slår sig løs i 1979. Foto: All Over
Muhammad Ali og Kris Kristofferson - to store fightere slår sig løs i 1979. Foto: All Over

Originalerne kan nydes igen på den massive boks 'The Complete Monument & Columbia Album Collection', der samler alle Kristoffersons plader i perioden mellem 1970 og 1981, samt byder på flere timers hidtil aldrig offentliggjorte optagelser af gennemgående høj kvalitet.

Navnlig en californisk koncert fra 1970 er pragtfuld og så nærværende, at man kan mærke Kristoffersons sprutånde.

Se også: De heroiske rester af et ægte mandfolk

Poetens selvbetitlede debut er et mesterværk, som countryverdenen aldrig kom sig over. Og det gjorde ophavsmanden faktisk heller ikke.

Flere numre på de følgende plader er dog mesterlige, men da han fokuserede på sin karriere som skuespiller, og musicalen ’A Star Is Born’ gjorde ham til en superstjerne i 1976, begyndte hans album samtidig at fremstå ufokuserede. 

Umandigt lydbillede
Kristofferson led i 1980’erne som alle andre fra den gyldne generation af sangskrivere. Hans rå autenticitet havde trange kår i plasticårtiet, men veteranen fik dog kickstartet karrieren i 1985 med de ligesindede kumpaner Johnny Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson i superbandet The Highwaymen, der bare ikke var så super, som de burde have været.

Landevejsrøvernes bedrifter på scenekanten dokumenteres i lyd og billeder på aktuelle ’The Highwaymen Live - American Outlaws’, som understreger giganternes store problemer i en epoke, hvor traditionalisterne bare ikke hørte hjemme.

The Highwaymen - legendemøde i New Yorks Central Park anno 1993. Foto: AP
The Highwaymen - legendemøde i New Yorks Central Park anno 1993. Foto: AP

De fire karismatiske rebeller er akavede i et umandigt lydbillede domineret af synthesizere, men repertoiret er fantastisk, og The Highwaymens smittende kammeratskab er så herligt, at man ville ønske, nogen havde filmet deres utvivlsomt muntre stunder i turbussen.

Kristofferson har sluppet tre rustikke og yderst værdige skiver efter årtusindskiftet, men den seneste hed ikke 'Feeling Mortal' for ingenting. Han udtaler til Rolling Stone, at kreativiteten er holdt op med at trænge sig på.

Se også: Med den ene cowboystøvle i graven

Til gengæld holder Kristofferson meget af at slå græs og hakke ukrudt i timevis på sin ejendom på Hawaii.

- Jeg føler mig som en gammel bokser. Hjernen er røget, men jeg kan stadig bevæge mig.

Til september giver Kristofferson solokoncerter i Odense, Aarhus og København. Han er 80, fed, men ikke helt færdig.

Troubadouren i Tivoli i 2007 - til efteråret besøger amerikaneren atter Danmark. Foto: Polfoto
Troubadouren i Tivoli i 2007 - til efteråret besøger amerikaneren atter Danmark. Foto: Polfoto
 

1 af 4 Coveret til Kris Kristoffersons 'The Cedar Creek Sessions', der indeholder 25 numre fordelt på 80 minutter.
2 af 4 ’The Complete Monument & Columbia Album Collection’ portrætterer sangskriveren i hans storhedstid.
3 af 4 Coveret til 'The Highwaymen Live - American Outlaws', som primært dokumenterer en koncert fra 1990.
4 af 4 Kris Kristofferson - den aldrende legende er aktuel med tre omfattende udgivelser. Foto: Marina Chavez
10 kommentarer
Vis kommentarer