Imperial State Electric forvandlede i marts i fjor Amager til et sveddryppende paradis for rockfans, da de svenske skarnsknægte i marts serverede djævelens musik med himmelsk overskud på spillestedet Beta.
Kvartettens liveplade, ’Anywhere Loud’, føles som at være der igen på forreste række med en fadøl i den ene hånd, en luftguitar i den anden og ufortyndet rock’n’roll i blodet.
Utrolig svensker: Han er rock'n'roll
Skivens 23 numre er optaget mellem 2014 og 2016 i Tokyo, Madrid og det fyrige orkesters arnested, Stockholm, men de 78 minutter fungerer fortrinligt som en sammenhængende koncertoplevelse.
Repertoiret består af sange fra alle Imperial State Electrics fem forrygende studiealbum samt herlige fortolkninger af The Dead Boys’ uforlignelige ’Sonic Reducer’ og The Kids’ slagsang ’This Is Rock’n’Roll’. Og det er det unægtelig.
Svensken redder rock'n'roll igen
Det kan godt være, Chuck Berry døde for et år siden, men rock’n’roll dør ikke, så længe Nicke Andersson, Dolf de Borst, Tobias Egge og Thomas Eriksson har adgang til elektricitet.
De er i spillevende spillehumør på ’Anywhere Loud’, hvor underholdningsværdien er overvældende, mens topskæringerne ’Apologize’, ’More Than Enough of Your Love’, ’Redemption’s Gone’ og mange, mange flere fosser ud af højttalerne som en fontæne bestående af uimodståeligt spruttende riffs, rytmer og refræner.
Uimodståeligt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.