Velkommen til mørkets hjerte

The Velvet Undergrounds legendariske andet album foreligger nu i luksuriøs jubilæumsudgave

Kernen i The Velvet Underground: Sterling Morrison Moe Tucker, Lou Reed og John Cale. (Foto: Polfoto)
Kernen i The Velvet Underground: Sterling Morrison Moe Tucker, Lou Reed og John Cale. (Foto: Polfoto)

The Velvet Underground: 'White Light/White Heat - 45 Anniversary Edition' (Verve/Universal)

Lou Reed døde som bekendt 27. oktober sidste år, og en af de sidste ting han nåede at færdiggøre var tilrettelæggelsen af jubilæumsudgaven af The Velvet Undergrounds andet album ’White Light/White Heat’, der blev sendt på gaden lige før jul. Den følger i hælene på 2012-versionen af The Velvet Undergrounds på alle planer banebrydende debutalbum ’The Velvet Underground & Nico’ fra 1967, der kom i flot indpakning og med et væld ag ekstrahejs, som det hører sig til for denne slags luksusudgivelser for feinschmeckere.

’White Light/White Heat’ så for første gang nattens mørke i 1968 og var om muligt endnu mere kompromisløs end forgængeren. Væk var både Andy Warhol, Nico og de trod alt mere imødekommende tiltag man kunne finde undervejs. ’White Light/White Heat’ var den rene vare: Gruppens kernebesætning, Lou Reed, John Cale, Sterling Morrison og Maureen Tucker lukkede helt op sluserne og effekten var som at være blevet slået hårdt og længe med et stumpt instrument – og have nyt hvert eneste sekund.

Mesterværk i mammutformat

Albummet står stadig som prototypen for både punk og den mere støjende del af indierocken, og selv om albummet i sin tid blot nåede nummer 199 på Billboards top 200, har den gennem årtierne været mindst lige så indflydelsesrig som ’banan-pladen’. Eller som Lou Reed med vanligt klarsyn og pondus (samt selvforståelse)formulerer det:

’No one listened to it. But there it is, forever – the quintessence of articulated punk. And no one goes near it’.

Og manden har jo ret. ’White...’ var tilmed pladen, hvor John Cales rødder i avantgarden fik lov til at manifestere sig mest tydeligt. Hvilket måske var derfor han blev smidt ud kort efter af kontrolfreaken Reed.

’Here She Comes Now’ er vel det eneste melodiske åndehul (ja, ja, alt er relativt) mellem titelnummeret og de afsluttende 17-minutters dødstrip der udgør ’Sister Ray’. Og så er der selvfølgelig den absurde monolog ’The Gift’ (fremført af en lakonisk Cale), der i sagens natur også ender fatalt.

Suveræn sammenbrudspop

På Super Deluxe-versionen får man tre cd’er med det oprindelige album i både stereo (med bedre lyd en 1996-mixet) og mono, 11 bonusspor inklusive de sidste optagelser med Cale – hvoraf det meste dog har været ude før i næsten identisk form.

Samt dét, der nok er hovedattraktionen for de fleste Velvet Freaks: En koncertoptagelse fra The Gymnasium i New York City optaget 30. april 1967. Den har cirkuleret længe på bootleg, men her kan man med overraskende god lyd høre prime time Velvet Underground på en scene – og så bliver det altså ikke meget bedre, mine damer og herrer. Velkommen til mørkets hjerte.